Nørregaard & Reiches Teater prøver denne gang kræfter med en af litteraturens sværvægtere, Henrik Ibsens 'Peer Gynt'. Værket i sig selv har temaer nok til et halvt hundrede forestillinger, så der skal en ordentlig bearbejdning til.
Teatret har valgt at tage udgangspunkt i den unge Peer Gynt, som ikke tør nærme sig sin elskede Solveig, og derfor flygter i fantasien. Flygter fra realiteterne og sig selv. Vi følger ham i Troldkongens gildesal, i ørkenens sand, bag psykiatriske mure og til sidst vel hjemme igen hos Solveig.
Forestillingen er i Nørregaard & Reiches kendetegnende spillestil, - det vitale og evigt skiftende. Der er tempo og brud, når der smidigt veksles mellem karakterer og miljøer. Skuespillerne har indbyrdes et godt spil og en god kontakt, og de formår ligeledes at skabe en tæt relation til publikum.
Mine ypperste komplimenter går til dem.
Men hvor skuespillerne er klare i deres sprog, er teksten og fortællingen det ikke. Sange, der kunne have hjulpet os på vej, er problematiske, da vi ikke kan høre, hvad der bliver sunget. Blandt andet derfor forekommer fortællingen rodet og uklar. Ørkenscenen er et eksempel på den disede fortælling. Jeg kan sagtens se, hvad skuespillerne vil fortælle mig, jeg kan bare ikke se, hvorfor de vil fortælle mig det. Det er grunden til, fortællingen aldrig bliver vedkommende. Der er desværre lidt for mange steder, hvor vi sidder tilbage med et distancerende 'Hvorfor?' Stine Worm Sørensen
Peers lille verden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.