'Hjertebørn/smertebørn/hvem er hvad/og hvornår/hjertemor/smertemor/hvornår er jeg hvad/og hvorfor'.
I digtform beskriver Susanne Robak livet i sin familie, som består af far og mor, egne børn og børnebørn og to plejebørn.
Ærligt blotlægges tanker og følelser, som opstår, når man pludselig får fremmede mennesker tæt på sin hverdag.
De voksne tager stilling til, om de vil være plejeforældre, myndigheder godkender plejeforældre, hvem spørger familiens børn: har I lyst til nye søskende? Har I lyst til, at jeres mor lige pludselig er optaget af at lave socialt arbejde ved middagsbordet? Som plejefamilie siger man automatisk ja til at være plejefamilie for en hel familie, når man siger ja til barnet. Belastende, sociale spørgsmål skal der tages stilling til i en uendelighed.
Socialrådgiveren bliver en hyppig gæst i hjemmet. Alt vendes op og ned, når familien bliver en del af det sociale system. Et belastende og berigende arbejde, som giver familiens egne børn en stor modenhed og indsigt. Men er det for hårdt at være plejesøster, bliver ens eget barn for pænt, for hensyntagende i sin indretning efter de krævende plejebørn? spørger moderen.
Bogen giver udtryk for plejemoderens dilemma: Hvem har mest brug for mig lige nu? Hvem har mest krav på mig lige nu? Er det godt nok, det jeg gør over for dem alle sammen? Som klasselærer er det vigtigt at kende børns vilkår. Vi kan ikke blive kloge nok på det, som rører sig i vores elever.
Denne bog giver os et indblik i specielle familiers liv, men berører almene følelser og tanker som børns jalousi og ensomhed og grænseløse loyalitet over for de voksne.
Pas godt på jer selv - en kærlighedserklæring til børn, der vokser op i familier med plejebørn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.