Papir-drømme

Krydsningen mellem billedkunst og teater - performance er igen på banen i børneteaterverdenen med gruppen Carte Blanche´s Forestillinger i et hvidt skab. Om det så kan fange opmærksomheden helt ned til 6 års alderen - ja, det er jo spørgsmålet! Stort sort rum. Lommer af lys og hændelser. Sådan starter Carte Blanche´s stykke: Forestillinger i et hvidt skab. Lavmælt, tyst og uvirkeligt som et søvnlandskab. Pludselig lyser en drøm op. En historie tager afsæt. Famlende og usammenhængende. Springende i tid og logik - som en drøm. En drøm fra barndommens legende univers - eller - en drøm fuld af kaotiske voksne bryderier - eller - en drøm om noget helt andet. Forestillinger i et hvidt skab åbner skuffer og låger til et univers, der sjældent sættes på scene. Og teatergruppen Carte Blanche gør det godt. Skyggespil, dukketeater, kæmpe lysreflektioner, fysisk teater, lyd og lys og store scenografiske forvandlinger - ja posen er fuld. I dette drømmespil. Som i drømmens logik, har vi som publikum ingen anelse om hvor vi er på vej hen. Stykket bevæger sig frem fra overraskelse til overraskelse. Lydbilleder skifter scenerne.

Snart pling-plong musik, snart storladent klassisk lydkulisse. Figuren der tager imod os og følger os på vej, ligner en klokkeblomst klædt i papirlapper. Det papir som er gennemgående i stykket: papirklip, kæmpe flader og lange baner af papir. Papiret illuderer og symboliserer det, der nu er brug for i fortællingen. Veksler mellem abstrakt og konkret.

Stykket kræver en konstant rykken rundt og arrangeren af scenografien. Og det er ved at tage overhånd. Det skyldes i høj grad, - at Carte Blanche har valgt ikke at lade det (scenegangene, teknikken og mekanikken) indgå som en aktiv del af spillet. Folk bag tæppet og hjælperne har travlt med at skabe det overflødighedshorn af fine billeder, som forestillingen er: et A4-ark, - der for vore øjne bliver en sommerfugl, der flyver rundt om dukken. En sakse-dans til dramatisk musik, mens papirklip vælter op omkring den. En kæmpe papirkugle, der folder sig ud - og bliver en overdådig balkjole med dukken inden i. Et skyggespil i fuld størrelse, der udvikler sig grotesk og morsomt. Gudskelov er billederne gjort levende af godt skuespil af de to spillere på scenen. De mestrer både det fysiske og det talte. Det vil sigeden ene spiller er svensk og selv for et øre som er øvet i det svenske sprog, er der ord, der smutter i den umiskendelige stærke svenske accent. Er man 6 år, står man simpelthen af her. Utydeligheden giver gevaldig støj på linjen. Forestillinger i et hvidt skab er meget anderledes børneteater. Har man haft mulighed for at forberede børnene på de udfordringer, f.eks. ved at man som lærer har set forestillingen på forhånd, venter der en oplevelse ud over det sædvanlige.

Nick Bruun