Pædagogisk debat

- en debatbog om fremtidens skole

Redigeret af Lise Jeremiassen og Ebbe Dam Nielsen

150 sider, 148 kroner

Alinea

Denne bog er spækket med spændende og humanistisk baserede tanker om de samfundsmæssige værdier, som skolen skal være med til at bære videre ved siden af sin undervisning i kulturteknikker. Men en lang række pædagogiske modeord får kritiske ord med på vejen. Som eksempel kan nævnes biskop Jan Lindhardts konstatering af faghæfternes forkærlighed for ordet 'skaben', som tilsyneladende er en uomgængelig arbejdsform i stort set samtlige fag. Denne fokusering på resultatet af kreative processer ser ud til at have fået et sådant omfang, at der må forventes at blive alvorlig mangel på lyttende og betragtende publikum i et samfund, hvor alle udtrykker sig kunstnerisk. Det kan man med Lindhardt gøre sig lystig over. Men hans konklusion er ikke morsom, nemlig at et sådant ideal får barnet til at opfatte sig selv som så unikt, at det ikke behøver et fællesskab for at være menneske. Selv om det er prisværdigt at styrke barnets selvtillid, mener han at der er grund til at kritisere skolen for ikke at træne eleverne i en argumentationskultur, der kan bruges uden for klasseværelset.

Folkeskolen er samfundets skole. Ikke de valgte politikeres personlige ejendom og tumleplads, men en samfundsinstitution, hvis mål og daglige virksomhed ikke kun fastlægges af dem, der til daglig færdes i den. Derfor er det prisværdigt at udsende disse syv meningsdanneres refleksioner over en fremtidig folkeskole, som de - og alle andre - er enige om vil se væsentlig anderledes ud end den nu kendte. Alle artiklerne er gode og tankevækkende, og de fleste er tilmed overordentlig velskrevne. Skulle der være et forbehold i denne ros, må det være, at de fleste af bidragyderne optræder så mange andre steder i samfunds- og skoledebatten, at faren for, at man refererer til sig selv og til hinanden, i en uendelighed ligger lige om hjørnet.

Et gennemgående tema er, hvilke konsekvenser det digitaliserede samfund vil få for skolen som organisation. En af dem er en iøjnefaldende tilstedeværelse af computere og andet isenkram samt de eksplosivt stigende muligheder for at få alt at vide på sekunder - især oplysninger og viden, man bestemt ikke har brug for til sit aktuelle studieformål. Problemet løses ikke blot ved at lade læreren virke som konsulent - eller måske ligefrem censor - når eleverne skal sortere hjemmesiderne. For de vil hele tiden skaffe sig viden, som læreren med sine traditionelle bogsystemer først havde planlagt, at de skulle præsenteres for til næste år, og man kan ikke forvente, at alle elever kan kaste sig over et givent emne med en bestemt fælles basisviden. Det har man godt nok aldrig kunnet, men det nye består i, at hverken den enkelte lærer eller skolen som sådan kan henholde sig til, at ansvaret for sådanne videnshuller ligger hos den periodevis uopmærksomme elev. Derudover har chefredaktør Lisbeth Knudsen en særlig pointe i sin påstand om, 'at computernes indtog i skolerne meget hurtigt blev bureaukratiseret og håndteret, sådan som et ægte centralistisk styret uddannelsessystem må håndtere den slags uafviseligt nyt - det skal hurtigst muligt indlemmes og gøres ufarligt for systemet, så det ikke skaber mere forandring end højst nødvendigt'. Hvis hun har ret i den påstand, kender jeg mere end ét skolevæsen, der måske skulle fiske deres udviklingsplan på IT-området frem til fornyet gennemlæsning.

Tonny Hansen