Vanskelige vilkår er ingen hindring

Os der arbejder med børn og unge kender alle sammen til elever, som reagerer helt uforståeligt, når de er sammen med andre. Elever som løber ud af klassen, elever som råber, svarer igen, bliver uforholdsmæssige sure eller vrede, angriber andre osv. Og vi forsøger at finde et pædagogisk tiltag, som kan hjælpe. Ofte uden den helt store mærkbare effekt. Vi forsøger at få forældrene til at ændre sig, gøre ting anderledes og er tit overbeviste om, at det ville gøre underværker for eleven. Vi er bare ikke i stand til at ændre på de ting. Og vi bliver nødt til at acceptere, at nogle ting i vores arbejde er et vilkår, som vi ikke kan ændre på. Og det betyder, at vi skal kunne hjælpe eleverne uden at forældrene nødvendigvis skal være en del af det. Og det er her, at NSP kommer ind i billedet.

Omprogrammering

Jeg fik kendskab til NSP, som står for nervesystemsprogrammering, i forbindelse med et personligt udviklingsforløb, hvor jeg lærte at bruge teknikken. NSP er udviklet af Aske L. Rask og handler grundlæggende om, at man kan ”omprogrammere” sit nervesystem dvs. man kan omprogrammere sine triggers. En trigger et sanseindtryk eller tanker, som aktiverer det autonome nervesystem. Triggeren kan tænde det sympatiske nervesystem, hvilket betyder, at der er fare på færde og eleven går i kamp, flugt eller frys eller også kan det parasympatiske nervesystem blive aktiveret dvs. at der er sikkerhed og eleven er i ro.

En meget vigtig ting i forbindelse med det sympatiske respons er, at vores tænke- og følehjerne lukker ned og der foregår ingen læring. Her handler det kun om overlevelse og det giver ingen mening at bruge tid på at tænke, hvad man skal gøre, når man er i “livsfare”. Man reagerer og handler bare.

Triggers

Triggers er meget individuelle og vores reaktion, som gælder både børn og voksne, er afhængige af hvilket program, vi har programmeret ind i vores nervesystem. Jeg tror, mange kender til konflikter i garderoben. Nogle børn reagerer voldsomt, hvis et andet barn kommer til at røre dem, skubbe/mase lidt eller række ind foran for at tage deres tøj. Der opstår konflikter, når barnets sympatiske nervesystem reagerer med kamp, flugt eller frys. Andre børn reagerer overhovedet ikke i samme situation. Det er nervesystemet, som reagerer på triggers. Og meget ofte er det en uhensigtsmæssig vurdering i nervesystemet, som sker. Vi er jo meget sjældent i fare, men vores nervesystem reagerer, som om vi er det. Og det kan vi lave om på.

I min klasse virker det

Vi starter dagen med at træne NSP i nogle minutter. Vi aktiverer alle dele af nervesystemet. Det gør vi hver dag og vi opfatter det som træning. Træning til at kunne omprogrammere, når vi møder en trigger, som aktiverer det sympatiske nervesystem.

Eksempel på omprogrammering

En af mine elever reagerede meget kraftigt på et skelet, som vi skulle bruge i klassen. Han græd og løb væk fra skelettet. Jeg lod skelettet stå i klassen og en dag blev han “fanget” bagved mig og nogle andre elever, så han ikke kunne komme væk uden at skulle gå forbi skelettet. Han blev bange og begyndte at græde. Jeg ”tog kontrollen” over hans nervesystem, fik ham til at trække vejret, spænde op/slappe af og feje kroppen. Han gjorde alle disse ting i nogle minutter, trods gråd og nervøsitet. I løbet af de få minutter faldt han mere og mere til ro.

Næste dag var der pludselig en elev som sagde. Se nu står X henne ved skelettet. Og ganske rigtig. Den pågældende elev stod og holdt skelettet i hånden og smilede lidt forlegent. Triggeren var væk.

Og ja jeg fjernede ikke udfordringen, altså skelettet, fordi eleverne jo netop skal arbejde med udfordringerne, så de bliver gode til at leve deres hverdagsliv.

Fællesskabet

Hele klassen var fulde af beundring og glæde på elevens vegne. Vi har et fælles projekt, som i den grad aktiverer elevernes lyst til at hjælpe hinanden. De minder hinanden om, hvad de skal gøre i forskellige situationer og af og til hjælpes hele gruppen ad med at aktiverer de 4 dele af nervesystemet, når en elev er i vanskeligheder.

Og både børn og voksne har i den grad glæde af at have en bedre balance i nervesystemet. Vi bliver ikke revet med af kaos, men aktiverer vores parasympatiske nervesystem, omprogrammerer og finder ro i os selv.

“The missing link”

NSP er ikke svært at lære, så det ville være muligt at få ind i skolen, som det mest basale af alle trivselsværktøjer. Når man kan arbejde med nervesystemet, bliver alle de andre trivselsværktøjer og tiltag, som findes på skolerne langt mere effektive. Jeg vil påstå, at NSP er grundlaget for alle de andre tiltag, som jo er super gode tiltag, men af og til uvirksomme over for de elever, der udfordrer os mest. Vi er nødt til at arbejde med nervesystemet først. Når man arbejder med nervesystemet, kommer de andre tiltag til deres ret og bliver endnu mere effektive netop pga. NSP.