Pædagogik Til Tiden

Kan man købe bøger efter omslagets udseende? En gang imellem kunne omslagslayouterne fortjene det. I hvert fald Joyce Grosswiler, der er ansvarlig for omslagene til en ny bogserie fra det århusianske forlag Klim. Omslagene er en æstetisk nydelse.

Forlaget har taget initiativ til bogserien i et redaktionelt samarbejde med en gruppe seminariefolk og udgiver bøgerne under den elegante fællestitel Pædagogik Til Tiden. Udgivelserne er primært møntet på læreruddannelsen under indtryk af tidens aktuelle pædagogiske udfordringer, og der foreligger nu tre bøger i serien. De to første er 'Undervisning' af Andreas Striib, med et kapitel af Kirsten Krogh-Jespersen, og 'Læringens Univers' af Mads Hermansen.

Striibs lille og letlæste bog behandler en række bredt dækkende didaktiske temaer i forhold til undervisning. Hvad skal læreren overveje - principielt i forhold til enhver planlægning og gennemførelse af undervisning. Temaerne beskrives og perspektiveres hver for sig: Formål og mål med undervisningen, undervisningens indhold, eleverne, undervisnings-, arbejds- og organisationsformer, evaluering og et tema kaldet lærerens skole. I et selvstændigt kapitel præciseres særligt relevante problemstillinger i forhold til hvert tema; didaktiske fokuspunkter. Og bogen afsluttes af Krogh-Jespersen med en kort indholdsmættet vurdering af væsentlige strømninger i 1900-tallet.

Forfatteren kalder selv bogen for 'en brugsbog rettet til lærerstuderende', og sådan fremstår den. Den er et udgangspunkt. Et glimrende udgangspunkt, som den studerende vil kunne vende tilbage til gang på gang senere i studiet. Bogens største styrker er tilgængeligheden, overblikket og præciseringerne, og relevansen af de fremhævede problemstillinger inden for hvert didaktisk tema. Dertil kommer de levende noter med kommentarer og henvisninger til vigtig litteratur. Bogen er meget vellykket og kan fint indgå som obligatorisk (begynder)materiale for enhver lærerstuderende.

Den nye bogseries anden udgivelse, Mads Hermansens bog, er ganske anderledes i både indhold og form. 'Læringens Univers' er en diskussion af læringsteorier, hvor teorierne analyseres og vurderes i forhold til hinanden ud fra tre sæt af målestokke. Målestokkene er tre faste dimensioner i analysen, som derfor får rumlig karakter - er tredimensionel - idet den enkelte teori efter analysen rumligt kan placeres i skæringspunktet mellem de tre linier/dimensioner. Hermansen bærer med andre ord tre sæt briller påén gang, mens han analyserer. Dette er bogens egentlige scoop.

Forfatteren griber systematisk fat i en lang række læringsteorier fra behavioristiske til eksistentielle læringsopfattelser: i hvilken udstrækning er teorien præget af mekanisk, dynamisk eller dialektisk læring? i hvilken udstrækning indgår refleksionen som en del af selve teoriens læringsopfattelse? og hvordan kan teorien placeres i forhold til kognitive og emotionelle aspekter? Herefter løber Hermansen teorierne igennem igen. Denne gang ud fra mere praktiske undervisningsvinkler som for eksempel metoder og arbejdsmønstre. Og endelig er bogens afsluttende kapitel helliget en form for syntese, hvor begrebet om metalæring sættes helt centralt - 'altså den funktion som refleksion over egen læring har i forhold til læringens effektivitet og resultat'.

Bogen den diskuterer på en charmerende og velgørende åben måned. Men det er en smal udgivelse, fordi overblikket gives på et højt og meget indforstået niveau. Har 'Pædagogik Til Tiden' intentioner om at kunne både det ene og andet, så må anmeldere vel blande sig udenom. Men det er ærgerligt alligevel. Med få, men radikale redaktionelle krav kunne Hermansens bog have haft en langt større målgruppe. Det havde den fortjent.