Redigeret af Peter Olesen
177 sider, 199 kroner
Krogs Forlag
Når børn mister
- En guide for ansatte i institution og skole
Af Christina Grønbech og Klavs Holm
48 sider, 45 kroner
Børns Vilkår
Peter Olesen - journalist, kendt fra tv med sine engagerede og kritiske udsendelser om vore byers arkitektur - blev så bevæget over udsendelsen 'En mur af tavshed', at han fik ideen til at udgive en bog om voksne, der havde det til fælles, at de havde mistet en af deres forældre, inden de nåede til skels år og alder - hvornår det så end er.
Beretningerne i bogen sætter nemlig spørgsmålstegn ved, hvornår man objektivt kan tidsfæste det. Kvinderne, der mistede deres mor længe før puberteten, fortæller, at de hurtigt blev alt for ansvarlige reservemødre for deres yngre søskende. Samtidig fortæller (næsten) alle den samme historie om, hvordan de stod ensomme over for tavshedens mur. 'Hun er dog en tapper lille en', syntes familie og omgangskreds at have udtrykt med deres usikre vægring mod at tage barnet i favn og lade det begræde sit tab.
Peter Olesen har skabt en smuk ramme om et på samme tid personligt og alment emne. Når man som lærer eller pædagog har læst den voksnes beretning om prisen for, at de nære voksne overså barnet, bliver det måske lidt lettere et bryde tavsheden, når børn mister deres forældre.
Hvis det alligevel skulle føles vanskeligt, kan der hentes hjælp i Børns Vilkårs hæfte, som ved alt dette, og som søger at uddrage en metodik til brug i nutiden, hvor de professionelle pædagoger og lærere ofte er de nærmeste til at give den medmenneskelige støtte, der er nødvendig, for at barnet kan komme igennem tab uden psykiske mén. Forventninger forrykkes. Hvor det før var familien, bliver det mere og mere de professionelle, der 'bør' yde omsorg og assistance. Det betyder ikke, at barnet skal henvises til en professionel terapeut, der kan vejlede barnet igennem et standardiseret sorgforløb, men at en nærtstående voksen stiller sig til rådighed som medmenneske med sin medfølelse og viden om, hvad der skal til.
Hæftet rummer mange gode vejledninger og har også en talmæssig opgørelse, der viser, at død og skilsmisser kan optræde hyppigt på en stor institution. 4.000 børn under sytten år mister hvert år en forælder. Lægges hertil slægtninge og søskende, der dør, og 300.000 børn, der lever adskilt fra den ene eller begge forældre, vil enhver kunne vurdere sandsynligheden for, at ens egen institution vil komme til at stå i situationen.
Ole-Peter Petersen
Pædagogik, Sorg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.