- om nærvær, respekt og grænser mellem voksne og børn
Af Jesper Juul
20 sider, 148 kroner
Forlaget Apostrof, telefon 3120 8420
Jesper Juul er nuværende leder af The Kempler Institute of Scandinavia og blandt andet forfatter til 'Et æble til læreren' og 'Dit kompetente barn'.
Denne bog er en direkte fortsættelse. Lige så velskrevet og med samme referenceramme og teori bag udsagnene. Hovedtemaet er en problematisering af det at sætte grænser for børn. Efter forfatterens opfattelse findes der ikke grænser, som det er nødvendigt at sætte for børn, bortset fra at holde dem tilbage, hvis de er på vej over for rødt, og andre indlysende forholdsregler. Det langt vigtigere spørgsmål er, hvilke grænser de voksne sætter omkring sig selv. Han er også uenig i, at børn søger grænser. De søger kontakt, vel at mærke en respektfuld, nærværende og ligeværdig kontakt.
Jesper Juul har mange næsten aforistiske udsagn, som rummer stor indsigt, og som sætter debatten om revselsesret og straf i et pessimistisk perspektiv. I diskussionen om indførelsen af 'konsekvenser' (er lig med sanktioner) i samspillet med børn skriver han: 'Nu har jeg opgivet at få dig til at tage min person alvorligt, så nu erstatter jeg den med en konsekvens, som jeg så håber, du vil tage mere alvorligt og have mere respekt for, end du har for mig'.
Selv om bogen tager udgangspunkt i samspillet i familien (forfatteren er familieterapeut), kan også lærere og pædagoger hente inspiration til omkalfatring af de mange uproblematiserede opfattelser og rygmarvsrelationer, som vi har bragt med os fra den opdragelse, vore egne forældre gav os.
Ole-Peter Petersen
Pædagogik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.