På vej mod konkretiseringer

Bog fra CVU-partnere sætter ord på de flydende begreber om forskningstilknytning og udvikling

Læreruddannelsen er nu en professionsbachelor-uddannelse. Det betyder, at de studerende blandt andet skal have »mulighed for at følge og anvende forsknings- og udviklingsarbejde«. Sam-tidig siger CVU-loven, at centrene er forpligtet til forskningstilknytning og professionsrettet udviklingsorientering. De noget luftige begreber får man sat lidt mere krop på i denne spændende bog, der er blevet til som led i et samarbejde mellem syddanske lærer- og pædagogseminarier, CVUer og Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling ved Syddansk Universitet. Niels Buur Hansen skriver tankevækkende om læring kontra undervisning - og om konsekvenserne. Kapitlet burde have været meget længere, her er begravet mere end én hund. I en god oversigtsartikel om skolekultur og it fortæller Finn Wiedemann, at fagligt svage elever har vanskeligere ved at bruge mediet end de øvrige elever, og han refererer en undersøgelse, der fortæller, at it giver mere uro i klassen. Her burde næste kapitel - eller forskningsprojekt - sætte ind.

Det fremgår, at det ikke uden videre er nemt at etablere et forpligtende samarbejde mellem de forskellige miljøer og traditioner, men læseren mærker også, at det er nyttigt. Det kan ikke undgå at være gensidigt berigende, når seminarieundervisere over længere perioder arbejder på universitetsinstituttet. Samarbejdet har betydet, skriver Jørgen Gleerup, at det er blevet »tydeliggjort, at forskellen mellem universitetsuddannelser og professionsuddannelser ikke på simpel vis lader sig begribe ud fra det traditionelle videns- og uddannelseshieraki, der placerer den teoretiske viden øverst og sekundært betragter professionsviden som regelbasering af denne«. Bortset fra at man kunne ønske, at universitetsmanden fik smurt sit noget knirkende skriftsprog, så er det en afslørende indrømmelse, han kommer med. Professionsviden som »regelbasering« af teoretisk viden? Nej, nej, nej. En professionsudøver, som for eksempel en lærer, er andet og mere. Det er viden i praksis (tavs viden, hedder det i bogen). Når det er bedst intuitiv ekspertise. Den praktiske professionsudøver erfarer, at der er meget, der er lettere gjort end sagt - så at sige! Noget skal fornemmes med maven, aflæses i øjne og sanses med erfaringen. Det er det, der afgør, om der skal presses eller lokkes, provokeres, insisteres eller overses. Det er kropsbåret viden i anvendelse, som kolde hjerner ej forstår.

En svaghed så kan være, at man - må-ske i selvforsvar - kan udvikle fjendskab mod teori, så man afskærer sig fra vigtige analyse- og refleksionsmuligheder. Ida Schwartz berører det i artiklen »Fra klient til medborger«, hvor hun viser, hvordan der skal arbejdes hårdt, når man skal ændre sin praksis. Det gør ondt i selvforståelsen og i grundholdningen. Pædagogens - og lærerens - praksis hviler på mangfoldige arkæologiske lag og tænkemåder, og de pædagogiske værdidomme er langtfra alle bevidste for aktøren selv, skriver hun. Men i dag skal man begrunde sine valg. Med afsæt i både teori og praksis.

Det er fint, at universitets- og seminariefolk nu arbejder sammen, men folkeskolens praktiske grise bør direkte med som aktive medproducenter af viden i samarbejdet. Det kunne være næste trin.