På sporet af den rummelige skole

Min mormors bror var analfabet. Det er en kendsgerning - og et vidnesbyrd om en dreng, der som treårig blev hjerneskadet og i alle sine skoleår har været nødsaget til at sidde på bageste række i sko­lens yngste klasse. Hvilken hån, han har måttet udstå, er alt for uhyggeligt at tænke på. Denne historie kom jeg til at tænke på ved at læse nærværende bog. Gennem et historisk rids belyser den de forskellige specialpædagogiske forståelser, der har været i lovgivningen om grund­sko­lernes under­visning, hvor skolerne har forholdt sig forskelligt til, hvordan man bedst kan til­go­dese den en­kelte elevs undervisnings­be­hov. Det centrale i bogen er at se på, hvordan specialpædagogikken i hele sin kompleksitet sættes i spil med skolens almenpædagogiske virksomhed.

Der spørges retorisk i bogen: Hvorfor skal skolen være rummelig? Og hvorfor taler vi ikke længere om en skole for alle? Og det er der kommet nogle rigtig spændende perspektiver på de pædagog­iske og etiske udfordringer ud af. For skolen står i en forandringsproces, hvor den fortsat skal rum­me alle elever - trods faglige og sociale forskelle. Det er bestemt ikke nogen nem opgave, og der belyses mange aktuelle dilemmaer fra folkeskolens brogede hverdag.

Bogen henvender sig til alle, der beskæftiger sig med udviklingen af "den rummelige skole", men først og fremmest henvender den sig til lærerstuderende og lærere, der arbejder med samspillet mel­lem almen- og specialpædagogikken i skolen. En lærd bog, som jeg varmt vil anbefale andre at læse.