På en fantastisk måde får man med multimedie-cd-rom'en 'På rejse med Thomas Blue Eagle' et indblik i indianernes skæbne sidst i det nittende århundrede. Thomas Blue Eagle er et 'rigtigt' indianerbarn. Først som teenager møder han hvide. Det store kulturchok kommer, da hans far, der er høvding, beder ham gå på en af de hvide skoler, så han kan komme hjem og lære sit folk om den ny tilværelse, som de bliver tvunget til at leve.
Det er et rigtigt multimedieprodukt med flere muligheder at vælge imellem. Eleverne kan på egen hånd gå på opdagelse i Thomas Blue Eagles skæbne. Der er mulighed for at gå på bisonjagt, komme med i den hvide skole, høre om barndommen hjemme i stammen, høre om den amerikanske historie i slutningen af det nittende århundrede eller fremstille egne malerier og billedhistorier, der siden kan udprintes eller overføres til for eksempel en projektopgave.
Materialet hører sammen med en undervisnings-tv-udsendelse af samme titel, som kan rekvireres på amtscentralen eller den pædagogiske central.
Med cd-rom'en følger en udførlig brugervejledning, som gør det let at arbejde med den. Der lægges op til 'rigtigt' tværfagligt arbejde mellem dansk, historie og engelsk; således er hele den engelsksprogede version af historien om 'Thomas Blue Eagle' også med på cd-rom'en, og kan anvendes fra et eller andet tidspunkt i syvende klasse, alt efter den enkelte elevs faglige niveau.
En meget smuk og let anvendelig cd-rom, der bør ligge på klassens pc'er, når man i sjette til tiende klasse arbejder med USA, indianere, naturfolk eller relaterede emner. Har man ikke en pc i klassen, kan et par elever som led i undervisningsdifferentiering på egen hånd få glæde af cd-rom'en.
På rejse med Thomas Blue Eagle
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.