Bogen, rapporten og tankerne bag Akademiet For Utæmmet Kreativitet fortjener et kæmpebanner på hver eneste Google-side, havnefront eller fodboldbane. Det kan godt være, at afsættet har været et "læringsmiljø for outsiderunge", men det, der her beskrives, er overvældende positivt og energiskabende.
I korthed handler det om første del af en forskningsrapport, der i klart sprog og overskuelige kapitler fortæller historien om et alternativt pædagogisk miljø grundlagt på kunstneriske ideologier og præmisser. Mere end 20 års arbejde med at skabe og fastholde et miljø med tilbud til unge og andre søgende sjæle, der har svært ved at håndtere den formalitet, der til tider kan drive enhver lærer, pædagog eller kreativ sjæl til vanvid.
Historien fortælles kortfattet og med klare og brugbare referencer til den specialpædagogik, der naturligt og funktionelt inddrages - ikke som en bred skygge på en blød undervisningshat, men som en naturlig og brugbar side af selve det at være et søgende menneske, elev, kursist eller underviser. Dette være ikke skrevet fordi der skal sættes lighedstegn mellem kunst og specialpædagogik, men som glædelig konstatering af, at der er andre muligheder, og at de 15-20 procent børn og unge, der optager megen tid i folkeskolen, måske kunne have glæde af mødet med "utæmmet kreativitet". I øvrigt lidt af en modsigelse, idet kunstneriske discipliner kræver mere "tæmning" end megen traditionel undervisning.
I rapporten kredses flere gange omkring den iagttagelse, at akademiet tilsyneladende tiltrækker to grupper, de sårbare, ofte socialt udsatte unge og de stærke unge, der vil noget andet end det, der tilbydes i traditionelt funderede miljøer. Kombinationen er frugtbar og bliver holdt i live af ildsjæle, der med engagement og fortsat dialog har placeret Akademiet For Utæmmet Kreativitet i gode samarbejdsrelationer, både i de officielle miljøer og i erhvervslivet.
Godt set og godt gået. At læse denne rapport er dybt inspirerende både på det nære, daglige, pædagogiske plan og på det metaplan, det indimellem er nødvendigt at arbejde på, hvis undervisning skal kunne udvikles i spændet mellem faglig professionalitet og nære menneskelige behov.
På Livet Løs
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.