På det jævne og i det himmelblå

'Der fremsættes ingen færdigsyede løsningsforslag, men der ridses nogle problemstillinger op og diskuteres forskellige måder, man måske kan arbejde med tingene . . . Bogen er et debatoplæg . . .'

Ordene kunne stamme fra snart sagt enhver af de sidste 25 års teoretisk-pædagogiske udgivelser. Det er meget længe siden, at det var fagpolitisk korrekt at sige ligeud, hvad der dur, og især, hvad der ikke dur.

I dette tilfælde er citatet hentet i forordet til Dansk Pædagogisk Instituts (DPI) seneste publikation. Den handler om skolens forhold til sine kvikkeste elever og savner heller ikke en anden standardvending: 'Der mangler viden og forskning på området'. Dermed har man ikke bare sikret sig en vis faglig rygdækning, men tillige en gunstig udgangsposition i kommende kampe om bevillinger og normeringer.

Også den grafiske tilrettelæggelse giver en fornemmelse af déjà-vue. Her er de sædvanlige cirkeldiagrammer mærket figur et, figur to og så fremdeles, de traditionelle urelaterede fotos af engagerede skoleelever og de vanlige fyldige henvisninger til hinandens tidligere publikationer.

Dermed være ikke sagt, at 'På det jævne og i det himmelblå' er en dårlig bog. Den er så nogenlunde gennemsnit for sin art. Tilmed er den rimeligt dagsaktuel. I kølvandet af de beskæmmende undersøgelser af danske skolebørns læsefærdigheder er det for første gang i mange år stuerent at interessere sig for de kvikke elevers behov. Ganske vist er der lidt problemer med terminologien - ordet velbegavet tager man nødigt i sin mund, men talentfuld siger jo næsten det samme.

I Norden har de fleste koryfæer i mange år fortrøstet sig med, at de kvikke nok skulle klare sig, og satset kræfterne på den tunge ende; men nu blæser vindene fra England, Holland, Østrig, Tyskland, USA og Fjernøsten så kraftigt i en anden retning, at de er vanskelige at ignorere.

Alligevel har jævnmålspædagogikkens veteraner svært ved at rebe sejlene og lægge roret om. Bogens forfatterteam tager nok en gang hele turen fra Grundtvig og Kold til 90'ernes enhedsskole. Efter deres opfattelse vil den snildt kunne klare de kvikkes problemer ved hjælp af undervisningsdifferentiering, som de synes at opfatte som en gennemført realitet. Vidundermidlet defineres som 'et princip for undervisning, der bygger på samarbejde. Heri indgår elevernes forskellige forudsætninger, potentialer, behov og motiver med henblik på at tilgodese såvel individuelle som fælles mål'. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Derved slipper forfatterne oven i købet for at tage livtag med cementerede, men vagt begrundede traditioner som årgangs- og klassedeling, enhedslæreruddannelsen og andre af jævnmålsskolens trossætninger.

Efter at have vendt den sidste af bogens 123 sider sidder man tilbage med en fornemmelse af, at DPI godt vil være med på noderne, men endnu ikke rigtigt har fattet melodien.