Overfladisk om skolens pædagoger

"Didaktik for skolepædagoger" starter med et historisk rids af fritids- og socialpædagogikken, og forfatteren har derefter en lang række bud på, hvad det er, pædagoger kan i deres pædagogiske arbejde. Skolereform 2014 har gjort, at pædagoger er blevet en langt større del af skolen og skolearbejdet og har sat skub i samarbejdet med lærerne.

Hvad er det, pædagogerne er gode til med børnene? Hvordan skal skolepædagogen udfolde sig i skolen i samarbejdet med lærere og børn?

Stig Broström er ovenud begejstret for den nye skolereform. Han beundrer, hvor dygtige pædagoger er til den understøttende undervisning. Det beskrives med eksempler. Skolepædagogen er atmosfærearbejder, relationsarbejder, kulturformidler, igangsætter og legebarn og meget mere med fokus på indlæring hos børnene.

Han giver et eksempel i starten af bogen: En elev, der har mistet opmærksomheden i undervisningen, er faldet ud af undervisningen. Eleven forstyrrer sin sidemakker ved at skubbe og tale til ham. Pædagogen får hurtigt øjenkontakt med eleven. De smiler til hinanden, hvorefter eleven genoptager opmærksomheden.

Tja ... Er det så enkelt?

Og stakkels børn og pædagoger, tænker jeg.

Er det eneste saliggørende her i skolelivet, at eleven bliver holdt vågen og til ilden af dygtige pædagoger? Jeg ved, at man sjældent kan være opslugt af noget i længere tid end måske 20 minutter, derefter slår hjernen fra til en pause. Måske for at fortære det, der sker omkring én, eller tænke ting igennem, der er passeret. Det er ikke i orden at forstyrre sin sidemakker, men vi ved ikke, hvad der gjorde, at det måske var nødvendigt at skubbe og forstyrre lidt.

Eksemplet karakteriserer bogens tilgang og manglende dybere overvejelser over børnenes behov og adfærd. Bogen er efter min opfattelse for instrumentel.

Bogen skal være en hjælp til pædagoger, der har svært ved at manifestere sig og deres faglighed i en skole - finde sin ”hylde i skolen”. Men ... En hylde i skolen? Det er der ikke meget ligeværdighed i.