Hvad sker der, hvis vi ikke gør noget? er et af de mange spørgsmål, der ofte bliver stillet i denne tid, hvor der er et enormt fokus på både miljø og sundhed. Verdens miljøproblemer tillige med de store sundhedsmæssige problemer og overbefolkningsproblematikken fylder efterhånden mere og mere i medierne, hos politikere og virksomheder. I bøgerne her drøftes tre forskellige, men dog alligevel så forbundne problematikker ganske indgående.
Bøgerne lægger op til spændende drøftelser af forskellige dilemmaer. Det kunne for eksempel handle om, hvad man ville stille op med en given problematik, hvis man som politiker eller embedsmand havde ansvaret for løsningerne. Det er bestemt noget, der vil pirre. For hvem kan ikke forstå de mange dilemmaer, man som beslutningstager hele tiden stilles over for i forhold til enten miljøet eller sundheden?
I bøgerne er der en fin balance mellem tekst og billeder, ligesom de layoutmæssigt også er ganske indbydende. Skulle man savne løsningsforslag til de forskellige dilemmaer, findes de bagest i bøgerne. Teksten er skrevet i et sprog, der primært henvender sig til de ældre klasser, hvilket de mange dilemmaer også kræver for at give de bedste diskussioner.
Fagligt spænder bøgerne bredt fra biologi og miljø over geografi til samfundsfag og til dels også historie. De vil derfor uden problemer kunne inddrages i mange undervisningssammenhænge. Alt i alt nogle rigtig gode bøger, der blot venter på at blive brugt.
Overbefolkning / Fossile brændstoffer / Aids og andre smitsomme sygdomme
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.