Output og outcome

Det begyndte med 'selvforvaltning'. Skoler og institutioner fik rigtige bestyrelser. Inspektør og vicer blev til 'ledelsen'. Lærerrådene blev til ingenting, og lærerne blev funktionærer. Ledelse og bestyrelse selvforvaltede - inden for politikernes 'mål- og rammestyring', forstås.

Så blev slagordet 'privatisering'. Da det (endnu?) ikke passer så godt til danskerne, at plejehjem eller børnehaver skal være private virksomheder, begyndte man i stedet at tale om 'udlicitering'. Kommunen har skam stadig hånd i hanke med sagerne. Det er blot et rengøringsselskab, der praktiserer pædagogikken i det daglige.

Men hvordan har kommunen hånd i hanke med tingene? Svaret er kontraktstyring. Lad os se lidt nærmere på, hvordan man kan kontraktstyre for eksempel en børnehave.

Jo, ungerne skal jo for eksempel have børstet tænder. 'Målet' hedder her 'Personlig hygiejne'. 'Ressourcerne' er et antal pædagoger. Disse ressourcer tilrettelægger en 'proces': tandbørster og tandkrus 'klargøres'. Ud af processen kommer et 'output', som her er øvelse i gode vaner, og der er sandelig også et 'outcome', som her er renlighed. Så er spørgsmålet jo, hvordan man måler og kontrollerer denne produktionsproces. I dette tilfælde er midlet 'observationer'.

I sandhed, et menneskeliv er ikke blot kort, det er også langt. Tag nu bare mit liv. Da jeg var ti år og gik i Åkjær Skole, kom provst Claussen, som var skolekommissionsformand, en gang om året sammen med et par kommissionsmedlemmer. Inden de gik til det veldækkede bord i lærerparrets tjenestebolig, klappede de nogle børn på hovedet, hørte nogle salmevers blive remset op og bivånede en smule af historieundervisningen ud fra Nicolai Nielsens danmarkshistorie.

Noget overfladisk pjat, kan man mene.

Nu er læreren så blevet til en ressource, undervisningen en proces og det aflirede salmevers et output.

Et laaangt liv!

Hvad er bedst, provsten eller kontraktstyringen? Det er svært at vælge mellem pest og kolera, men provsten var nu lettere at forstå. Det er vanskeligt lige at huske, hvad forskellen er på output og outcome.

Midt imellem provsten og rengøringsselskabet, omkring mit livs middag, sad jeg sammen med en halv snes seminariestuderende, som indbyrdes diskuterede deres indsats og viden og fandt ud af, hvilken karakter hver af gruppens medlemmer burde have. Det var jo mig, der som seminarielærer skulle give karakteren, men jeg var i det store og hele enig med de studerende og var forundret over den ansvarlighed og dygtighed, der prægede forløbet. Jeg havde dog kort forinden oplevet en flok 11-årige spanske skolebørn vurdere sig selv og hinanden - sammen med læreren - efter et længere gruppearbejde. Jeg sad bjergtaget og overværede dette i over to timer, og der blev både grinet og grædt. De 11-årige var endnu mere engagerede og ansvarlige end de studerende - men var jo heller ikke som de studerende vænnet til at blive bedømt af andre i gymnasiet og tidligere.

Nu ordner kommunen og rengøringsselskabet evalueringen, og det hele overvåges - ligesom i England - af et statsligt evalueringscenter. Huhej, hvor det går!

Og det hele er ganske vist! Det står selv i 'Kontraktstyring på børnepasningsområdet'. Bare titlen! Nyd den!

Erik Sigsgaard er barndomsforsker ved Danmarks Lærerhøjskole