- Gad vide, hvordan min runde skoleost er blevet til? Sådan spørger mange elever sikkert sig selv, efter at de har arbejdet med dette hæfte om ost. Det er af Mejeriforeningen rundsendt gratis til samtlige skoler i landet. Følgebrevet gør meget ud af at fortælle, at der normalt ikke udsendes materialer uopfordret. Men hvis det er varer af samme kvalitet som dette hæfte, så behøver denne forening nu ikke holde sig så beskedent tilbage.
Oste-hæftet indeholder en række ideer til fremstilling af forskellige oste, og samtidig er det med til at vise, hvordan og hvorfor mælken forvandles til ost via naturens egen teknik. De praktiske aktiviteter er tydeligt opdelt, så de passer til brug på henholdsvis 1.-2., 3.-4. og 5.-6. klassetrin.
Først er der nogle sider med metodiske og praktiske anvisninger til læreren. Her er også en liste over redskaber, ingredienser og leverandører. Derefter følger elevsiderne, der alle er til fri kopi. På venstresiden vises de nødvendige og enkle remedier, og på højresiden fortælles om fremgangsmåden. Hvert enkelt emne vises som en tegneserie med korte og præcise anvisninger på, hvad der skal gøres. På denne måde gives en række grydeklare forsøg, der i en aktiv og spændende undervisning kan føre til både tykmælksost, ostefigurer, rygeost, osteløbe og andre osteprodukter.
De to film, der begge ved henvendelse til Mejeriforeningen kan lånes for 25 kroner per forsendelse, er derimod af en helt anden støbning. De viser kortfattet det traditionelle, industrielle mejeribrugs fremstillingsproces for henholdsvis ost og syrnede mælkeprodukter.
Indholdet, der ikke er specielt undervisningstilrettelagt, vil først kunne bruges i den sidste del af natur/teknik, og man skal være opmærksom på, at selve filmene skildrer moderne produktionsmetoder uden at skele til mere økologisk bæredygtige former. Derimod er der hist og her i en kortfattet ledsagepjece gjort spagfærdigt opmærksom på forhold omkring økologiske produkter.
Ost / Ost / Syrnede mælkeprodukter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.