Jan Wulff Møller har sammen med sin nu 16-årige søn kørt en sag over for Helsingør kommune om mangelfuld undervisning af sønnen. Dommen, som faldt i dag, frifinder kommunen, men understreger flere gange, at det ikke er muligt at tage stilling til undervisningens kvalitet på grund af den manglende dokumentation. Dommeren konkluderer blandt andet, at drengens ophold i en specialklasse "kan være læsefagligt diskutabelt, men at der ikke findes dokumentation for at vurdere den faglige relevans".
"Jeg har jo ingen mulighed for som forælder at bevise, hvilken undervisning skolen har givet. Lovgivningen er jo rablende forkert, når man kan slippe så let", siger Jan Wulff Møller.
De sagkyndige i sagen professor Carsten Elbroe og læsekonsulent Kirsten Jacobsen fortæller, at det har været et generelt problem på skolerne på det tidspunkt, at der ikke er blevet udarbejdet skriftlige handleplaner fagligt og socialt for børn i specialklasser, eller at dokumentationen ikke er blevet opbevaret.
"De nye regler om udarbejdelse af individuelle elevplaner vil afbøde dette dokumentationsproblem for fremtiden", lyder det fra Kirsten Jacobsen.
Vi har levet op til loven
I Helsingør Kommune er formand for Børne- og Ungeudvalget Erling Hansen tilfreds med dommen.
"Vi er selvfølgelig glade for, at vi har vundet. Vi mener jo, at vi har levet op til vores forpligtelser, og det har vi nu fået bekræftet".
Erling Hansen mener ikke, at dommen ville have været anderledes, hvis undervisningen havde været nøjere dokumenteret.
"Der er ingen tvivl om, at der bliver dokumenteret mere i dag med elevplanerne, hvis de bliver brugt, som det er tænkt. Men jeg mener ikke, at det ville have ændret noget i denne sag, for vi har leveret det tilbud, der var det bedst mulige på det tidspunkt", siger han.
Ordblindesag kalder på mere dokumentation
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.