Oppositionen vil gøre op med dårligt indeklima og nedslidte klasselokaler i de danske folkeskoler. Derfor foreslår Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre nu, at der skal være bedre kontrol med undervisningsmiljøet.
Lever ikke op til loven
Danske skoler og uddannelsessteder blev i år 2001 underlagt Undervisningsmiljøloven, som skal sørge for, at elever og ansatte kan lære og undervise i et godt miljø. Det betyder, at folkeskolerne hvert tredje år skal lave en undervisningsmiljøvurdering (UMV), som skal offentliggøres.
Men der er stadig folkeskoler, der ikke lever op til lovens krav, selv om det nu er otte år siden, at loven trådte i kraft. En undersøgelse foretaget af Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) viser, at kun 39 procent af skolerne har gennemført de fire lovpligtige faser af UMV'en. Og af de 39 procent er det ikke alle, som offentliggør UMV'en på deres hjemmeside eller fornyer den inden for en 3-årig periode, som loven kræver.
Udvidede beføjelser
Reglerne bliver ikke overholdt tilstrækkeligt af kommunerne, mener Pernille Vigsø Bagge fra SF.
Derfor er oppositionen kommet med et samlet forlag om at udvide Dansk Center for Undervisningsmiljøs beføjelser, så de kan komme uanmeldt ud på skoler og påpege de områder, hvor man ikke lever op til lovens krav til undervisningsmiljøet. Og de skal kunne sanktionere de kommuner, hvor undervisningsmiljøet er for dårligt.
Kommunernes ansvar
"Når arbejdstilsynet går ud og laver sure smileyer rundt omkring på rigtig mange skoler, så er det på tide at gøre noget aktivt. Der er ikke rigtig nogen regulering på området i dag. Selvfølgelig kommer arbejdstilsynet ud for at sikre lærernes arbejdsvilkår, men det er altså også vigtigt, at børnenes trivsel er i højsædet", siger Pernille Vigsø Bagge til folkeskolen.dk.
"Det er en kommunal opgave at sikre, at der er en ordentlig folkeskole. Så det er kommunerne, der får anmærkningen, og så er det kommunernes opgave at få det her bragt i orden".
Oppositionen vil kontrollere undervisningsmiljøet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.