Forfatterne arbejder på en specialskole. I deres undervisningspraksis bygger de på Howard Gardners teorier om de mange intelligenser. I den forbindelse har de udviklet en iagttagelsesmodel. Mogens Hansen giver følgende beskrivelse i bogens forord: »MI-iagttagelsesmodellen er ikke en metode til fejlfinding og efterfølgende placering i en mangelkategori. I stedet tænkes cirkulært, det vil sige i barnets gensidige sociale og indlæringsmæssige liv i klassens fællesskab«. Forfatterne har udarbejdet et skema, der bruges til at beskrive barnets adfærd og løsning af forskellige opgaver i relation til otte intelligensområder. Ud fra beskrivelserne findes elevens stærke sider, som så danner udgangspunkt for tilrettelæggelse af undervisningssituationer.
Bogen indeholder både teori og praksis. I de teoretiske afsnit gennemgås blandt andet teorien om de mange intelligenser, opmærksomhed samt begrebet modellering: »Ved modellering forstår vi ændringer af regler, materialer og kontekst således, at vi inviterer barnet til at hæmme opmærksomheden på én eller flere intelligenser og derved øge opmærksomheden på andre«.
I praksisdelen vises igennem en række cases, hvordan iagttagelserne kan foregå, og den pædagogiske praksis ændres. Videooptagelser anbefales.
Skemaet virker enkelt og operationelt. Det er med til at systematisere lærerens iagttagelser. Tænkningen bag er positiv: Find barnets stærke sider og succesoplevelser, og byg på dem, når undervisning og adfærd skal ændres. Lærer og pædagog skal også tænke på, at det ikke er barnet, der skal ændres, men ofte pædagogikken. En case beskriver en dreng, der har svært ved at sidde stille i fritidshjemmet klokken 14 efter seks timer i skolen. Resultatet bliver, at der organiseres boldspil udenfor, så han kan få løbet krudtet af sig. Det havde man måske ikke behøvet et specialistteam til at finde ud af.
Forfatterne lægger op til, at modellen bruges af lærere og pædagoger i både special- og normalundervisningen. Jeg mener, at bogen nok fortrinsvis vil finde anvendelse i specialunder-visningsregi, men de tanker, der ligger til grund for udformningen af modellen, vil givet være en god ballast for en lærer at have med, når han tilrettelægger de individuelle undervisningsforløb.
Opmærksomhed, relationer, intelligens
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.