Opdragelse i skolen

Så skete det omsider! Efter ganske mange års politisk-ideologiske slagsmål lykkedes det 28. maj med mindst mulig margin (én stemmes flertal) Folketinget at afskaffe den såkaldte revselsesret.

Det ses af nye undersøgelser, at det stadig er accepteret i store dele af den danske voksne befolkning (cirka 40 procent), at børn som et naturligt led i opdragelsen 'får smæk'. Mange lærere vil i samtaler med forældre have hørt bemærkninger om, at 'de ikke skal høre noget fra dem, dersom de en gang imellem stikker ungen et par på hovedet'. En klar formulering der siger, at det at man ikke må slå sine egne børn vil gøre, at alle får en viden om, hvor 'grænsen er', for hvad man må og ikke må i opdragelsesmæssigt øjemed.

Dermed vil det også for læreren være nemmere at snakke opdragelse med forældrene uden at komme ud i en ørkesløs debat om 'lussinger'.

Til gengæld understreger den ny lov, samt den aktuelle offentlige debat om opdragelse, hvor vigtigt det er for skolens medarbejdere grundigt at drøfte børnenes adfærd med forældrene. For samtidig med afskaffelse af revselvsesretten kunne man i aviser læse, at vi opdrager børn for meget, at de har for mange grænser. Der hersker et virvar af synspunkter, som uden tvivl kan gøre enhver voksen usikker og forvirret og værst af alt: handlingslammet.

Tendenserne til normforvirring i samfundet har utvivlsomt stor betydning for opdragelsen af børnene. På samme måde spiller de mange normmodsætninger ind. Forældrene har måske én mening om, hvad der er rigtigt, pædagoger og lærere en anden. Og da vi har gjort det til en dyd, at alle holdninger er lige rigtige, kan det være ganske kompliceret at finde et holdbart opdragelsesgrundlag. Men det begynder at haste med at finde frem til de værdier, der kan bringe børn og voksne tættere sammen, end tilfældet er det i dag. For vi befinder os jo i en tilstand, hvor mange værdier er blevet opløst.

Derfor bevæger vi os på en 'zig-zag-kurs', hvor vi lader det ene utilfredsstillende værdisæt afløse det andet. Børnene bliver ligeglade med forældre og andre voksne. Dem kan de jo ikke bruge til så meget, i hvert fald ikke deres normer og værdier, som 'de gamle jo heller ikke selv kan finde ud af'. Uden den historiske dimension, hvor vi på tværs af generationerne finder ud af 'hvor vi vil hen', nærmer vi os et 'formålsløshedens tyranni', hvor tilfældighederne ustyrligt bestemmer udviklingen. Alt for ofte bliver 'opdragelse' reduceret til et spørgsmål om flere 'grænser', mere disciplin, mere autoritet til de voksne! Man overser ganske, at autoritet er noget man 'gør sig fortjent til' i forholdet til børnene. Det er dem, der tildeler den voksne autoriteten. Og dén får man kun, hvis børnene nærer tiltro til én og ens handlinger. Derfor er det en forfladigelse af de egentlige problemer, hvis opdragelse kommer til at dreje sig om 'god ro og orden'. Det drejer sig om noget helt andet: at finde en sammenhæng mellem idé, teori og praksis på en sådan måde, at krav, ansvar og sanktioner bliver forståelige for børnene. Man kan naturligvis indvende, at en skærpet lovgivning, der gør det strafbart for forældre at slå deres børn, intet vil ændre på alle disse forhold. Men en klarere lovgivning vil altid være et samfundsmæssigt signal om, hvad 'man' ønsker sig af dette samfund og vil være en markering af, at børn skal betragtes som selvstændige individer med egne rettigheder og ikke som nu som en del af forældrenes ejendom!

Forældreansvaret indebærer en pligt til at vise omsorg for barnet. Udfordringen til læreren er dels selv at demonstrere handlekraft i forhold til børnene, men også at indgå i dialog med forældrene om, hvad opdragelse så er, når det ikke er 'kæft, trit og retning'! At opdragelse i hjemmet og skolen sker på grundlag af ægte relationer mellem de voksne og børnene – at opdragelsen sker på en 'menneskelig ordentlig måde'!

John Aasted Halse er formand for Landsorganisationen Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.