Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Opbakning til lærerne i Vordingborg

"I er havnet i en helt urimelig arbejdssituation", lyder kongressens støtteudtalelse til lærerne i Vordingborg. De arbejder efter mødeplan, fordi kreds og kommune ikke kan blive enige om en arbejdstidsaftale.

Foto: Pernille Aisinger
Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
1 kommentar
9. september 2010, kl. 18:20

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

1 kommentar

I Vordingborg er det skolelederen, der bestemmer starttidspunkt og sluttidspunkt for lærernes opgaver, og det giver meget vanskelige arbejdsvilkår for lærerne.

Støtteudtalelse til kollegerne iVordingborg

Delegeret fra Vordingborg Anette Lis Jensen var på talerstolen på DLF's kongres i København for at fortælle om lærernes arbejdsvilkår. Hun fortalte, at mange lærere har op til 28 ugentlige undervisningstimer, og at lærernes pausetid er minimeret.

"I elevpauserne har lærerne fået diverse opgaver spændende fra elevtilsyn over tilsyn med samlinger til møde med SFO-personale og andre samarbejdspartnere. Der er tid til refleksion fra 9.40 til 9.50, og så må det gerne foregå i samarbejde med andre. Det lyder sjovere end det er", sagde Anette Lis Jensen og gav eksempler på lærernes kaotiske mødeplaner, hvor lærerne har både to og tre aktiviteter på samme tidspunkt på mødeplanen.

"Nogle aktiviteter er bunket i eksempelvis samarbejde og udvikling. Når kollegerne spørger, hvem de skal samarbejde med og om hvad, får de at vide, at de med den høje løn og med det høje uddannelsesniveau, lærere har, da selv må kunne finde ud af det".

Støtte og bifald fra salen

Kongressen vedtog enstemmigt og med stort bifald at sende en støtteudtalelse til lærerne i Vordingborg.

"I er havnet i en helt urimelig arbejdssituation, der forhindrer jer i at tage det professionelle ansvar for undervisningen, og i stedet er I underlagt tidsstyring og timetælleri", står der i støtteudtalelsen.

"Lærerne i Vordingborg har brug for kongressens opbakning. Vordingborgs lærere kæmper en kamp - og det er en kamp for os alle", sagde formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.

Han lagde vægt på, at særligt tillidsrepræsentanterne har meget svære arbejdsvilkår i Vordingborg.

"Tillidsrepræsentanterne står i en helt urimelig situation. Det er sådan, at tillidsrepræsentanterne skal bede deres skoleleder om lov, hver eneste gang han skal udføre en tillidsrepræsentantopgave, fordi tillidsrepræsentanterne skal gå fra opgaver på mødeplanen", sagde Gordon Ørskov Madsen. "Det er en optrapning af en i forvejen tilspidset situation, og det har man ikke før set andre steder i landet".

Opbakning virker

"Vi trækker i alle tænkelige håndtag for at afhjælpe den håbløse situation, som kommunen har bragt jer i", lovede formand for DLF Anders Bondo Christensen.

Formand for lærerkredsen for Faxe og Vordingborg Jonna Rolvung gik på talerstolen og takkede for støtten.

"Jeg vil bringe en tak til alle, der fra fjern og nær sender støtte. Det er med til at holde modet oppe hos lærerne", sagde hun.

I støtteudtalelsen opfordrer kongressen til, at der bliver fundet en løsning, og Vordingborg Kommune bidrager til at lærerne kommer ud af den konfliktfyldte situation, som de befinder sig i nu.

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Opbakning til lærerne i Vordingborg

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS