Ondskaben

Den prisbelønnede film over Guillous selvbiografiske roman får dansk premiere

Vold som opdragelsesmiddel har haft mange begavede fortalere. Akademiske grader har aldrig været en hindring for at forsøge at fremme indlæring ved at tæve børn.

Guillou fortæller selv, at han har været turen igennem, både hjemme og på den kostskole, han gik på. En ekstremt sadistisk far i filmen stedfar giver, uden selv at være klar over det, drengen en solid indføring i voldens psykologi. Og fysiologi.

Han ved, at frygten er værre end afstraffelsen. Og han ved, hvor det gør ondt. Rigtig djævelsk ondt, når man brækker en arm eller næsen på sin modstander.

Filmen er barsk. Man skræmmes af alt for troværdigt udførte stunt. Beskuerens mellemgulv trækker sig sammen for hvert slag og forbliver i krampe ved næste billede, hvor blod, snot og raseriets tårer blandes i ansigtet på menneskebørn, der kun burde have udtrykt frejdighed, fremtidshåb og mod på livet. Bagefter må man trøste sig med, at der i virkeligheden selvfølgelig har været en pause mellem slag og lemlæstende konsekvenser. Men illusionen er fuldkommen. Ikke mindst fordi alle voldshandlinger og de er mange og alle lige afskyvækkende er formidlet uden skygge af forsonende momenter. Ikke noget forfriskende mandfolkeslagsmål her. Vi er i afdelingen for modbydeligheder, langt fra noget begreb om sportslighed.

Det uhyggeligste er lærernes mangel på reaktion over for de barbariske begivenheder eleverne imellem. Lærerne er dannede mennesker med stor forståelse for elevernes faglige udvikling. Det er ikke dem, der er magtsyge og brutale. Det behøver de ikke, for elevrådet og deres stikkerkorps har sørget for, at der ikke eksisterer disciplinære problemer i timerne.

Film og bog er troværdige og realistiske. Men de er ikke beretningen om det svenske skolesystems dunkle fortid. Der var i 1950erne siger og skriver to privatskoler i Sverige: En Fröbel-inspireret Waldorfskole og denne kostskole, der som tilsvarende danske især tilgodeså uddannelses- og opdragelsesbehov for adelen og diplomatiet.

Bogens alvidende fortællerstemme får begivenhederne til at virke uund-gåelige. Det er ikke mangel på skoleledelse, der skaber volden blandt eleverne. Det er skoleledelsens grundpille, kammeratopdragelse. Der er mere plads på papir end på celluloid, og det indre drama i hovedpersonen står stærkest i bogen, men filmen er flot fotograferet. Det glemmer man bare at lægge mærke til på grund af den intense handling. Begge versioner kan stærkt anbefales. Tag gerne eleverne tilladt ned til 13 år med i biografen. Men se den selv først.

Oversætteren er udmærket, men burde ofre en naturhåndbog på sig selv. Den fugl, han kalder fiskemågen, hedder stormmåge på dansk. Og der er geder i søen.

Den bearbejdede udgave synes jeg er misforstået. Alle stilistiske træk er glattet ud og erstattet af en monoton genfortælling. Det er, som om bearbejderen har som grundforudsætning, at alle svage læsere er dårligt begavede. Det er de ikke. De er svage læsere. Hvis man vil lave litteratur og lydbånd til svagt begavede elever, synes jeg, man skulle vælge en anden historie.