"Jeg er ikke bange for at kalde det en succes, som andre kommuner kunne lære af", siger han i lokalavisen Folkebladet med henvisning til kommuner, hvor pædagogers indtog i undervisningen har været fagpolitisk sprængstof.
"Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke nævner vores skepsis", siger formanden for Glostrup Lærerforening, Lene Grethe Jensen.
Hun gik sidste år på talerstolen ved DLFs kongres for at fortælle om projektet i Glostrup:
"De 30 timer, hver lærer har til samarbejdet med pædagogen om klassen, er alt for lidt, og den helhed, politikerne fremhæver, der er kommet i børnenes hverdag, er for os at se mere en helhed i pædagogernes hverdag – de har nemlig fået fuldtidsjob", sagde hun dengang.
Projektet er blevet evalueret, og med baggrund i evalueringsrapportens anbefalinger har lærerne stillet en række forslag til ændringer, hvis forsøget skulle gøres permanent – tolærertimer i 1. klasse, færre forskellige voksne i børnehaveklassen og skemalagt tid til fælles planlægning:
"Vi har fået ti timer til hver 1. klasse-lærer", fortæller Lene Grethe Jensen. "Men der er nu kommet endnu flere voksne ind i børnehaveklasserne – børnehaveklasselederen, to pædagoger og to lærere. Det er et meget stort problem", siger Lene Grethe Jensen.
Et af de store diskussionspunkter i Glostrup har været skismaet mellem at pædagogerne i projektet deltager i undervisningen, men at læreren i henhold til folkeskoleloven har ansvaret:
"Det er blevet ændret nu, så det fremgår, at læreren har undervisningsansvaret", siger Lene Grethe Jensen.
I øvrigt har BUPL's afdeling 4 og lærerkredsene på Vestegnen aftalt at følge det landsdækkende samarbejde mellem BUPL og DLF op med et temamøde i efteråret.
Omstridt skolestartsforsøg gøres permanent
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.