Omlæring

Mads Hermansens bog »Omlæring«, som udkom for et års tid siden, skal ses i forlængelse af samme forfatters meget udbredte »Læringens Univers«.

Hvor »Læringens Univers« opstiller en tredimensional analysemodel, hvis ene dimension for eksempel skærper opmærksomheden på, om forskellige læringsteorier er kognitivt eller emotionelt orienterede altså en mere klassisk læringsdiskussion så er »Omlæring« en noget anderledes bog, om end de metodisk minder om hinanden.

Her forfølger forfatteren tanken om ikke-konventionelt og på et overordnet niveau at reflektere over de principper, han mener gør sig gældende i al læring. Og yderligere peger han på fire konkrete læringsteorier, som tilsammen bør være et tilstrækkeligt grundlag for forståelse af læring som sådan.

I en blandet skrivestil med abstrakte og tunge teoretiseringer, til tider nærmest causerende eksemplificeringer og med en udpræget brug af jeg-formen, argumenterer bogen for en tankegang, som skal være gangbar som analyseredskab og som almenteori for al læring. For alle læreprocesser. Tankegangen omfatter tre dimensioner eller begrebspar feedback stilles over for feedforward, habitus over for refleksion, og hvad der kaldes møje over for overskud. Disse seks elementer skal man altså kunne genfinde i læreprocesser som forklaringer og drivkræfter.

Hermansen anvender så begrebsparrene som dimensioner i en rumlig analysemodel og tester straks sin model ved at lægge modellens terminologi analyserende ned over fire udvalgte læringsteorier, nemlig operant betingning, klassisk betingning, eksistentiel læring og narrativ læring. Modellen står sin prøve i forhold til de udvalgte læringsteorier og vice versa, hvilket får Hermansen til at konkludere to ting. Dels at de fire udvalgte læringsteorier egentlig er tilstrækkelige til forståelse af læring i det hele taget, dels at hans egen analysemodel er okay, indtil nogen overbevisende kunne tænke sig at sige noget andet.

Bogens anvendelsesområde vil primært være videreuddannelse på diplomniveau.