Der skrives meget nyt, men aldrig noget helt nyt. Enhver tekst bygger bevidst eller ubevidst på noget andet, der tidligere er skrevet. Og forstået af den læser, der kaster sig over en ny historie. Ikke nødvendigvis gennem førstehåndskendskab, men ved at have oplevet den grundlæggende kerne i fortællingerne. Problemstillingerne i Shakespeares dramaer indgår for eksempel mere eller mindre bevidst i vores omverdensforståelse, selv om de færreste har læst dem i deres helhed.
I denne inspirerende artikelsamling forsøger Torben Weinreich i sit bidrag at sammenfatte et bud på, hvad det vil sige, at en læser forstår det læste. Han gør opmærksom på, at læsekompetence indebærer, at læseren behersker læseteknik, konventioner, almenviden og indsigter, har evne til at bygge på andre tekster samt kendskab til, hvilke virkemidler der ligger i sproget. Derefter arbejder Weinreich videre med begrebet 'Den indskrevne læser'. I et par eksempler demonstreres, hvordan en forfatter hjælper den faktiske læser på vej gennem at indlægge personer, som på læserens vegne finder de forklaringer, der skal til, for at man kan følge med og forstå handlingen.
Weinreich gennemgår kort nogle af de teoretikere, han selv bygger på, og lancerer derpå den nye term 'Den fortællende læser'. Som altså er enhver af os, der, når vi læser en historie, trækker på alt, hvad vi ved i forvejen, for at forstå, hvad teksten handler om. På den måde fortæller læseren sig selv en mere omfattende historie end den, forfatteren faktisk har lagt frem, mener Torben Weinreich.
En række af de øvrige artikler har som fællesnævner den børne- og ungdomslitteratur, der indeholder elementer, som går ud over den kendte verden. Anna Skyggebjerg prøver at afklare, hvad man egentlig skal kalde sådan noget. Hun anbefaler at kalde det fantastiske fortællinger for at signalere, at mange af de danske bidrag til genren bygger på den tradition, der blev skabt af tyskeren E.T.A. Hoffmann, som fra 1816 gav dyr og værktøj mulighed for at komme til orde i 'Nøddeknækkeren og Musekongen'. Betegnelsen 'fantasy' mener hun leder tankerne hen på historier, der foregår i lukkede mytologiske universer.
Niels Dalgaard behandler genrekomplekset science fiction og dets placering i forhold til feltet fantastisk litteratur. Definitionerne flyder på området. Dalgaard får ryddet op i nogle af de værste tvetydige eller upræcise begreber og viser med eksempler fra de seneste tyve års børne- og ungdomslitteratur konsekvenserne af manglende genretroskab - det, han også bredt beskriver som intertekstualitet. Altså de forventninger, læseren har til en historie, når han eller hun læser de udlagte markører.
Herudover behandler Anette Steffensen Astrid Lindgrens eventyrform, Helene Høyrup skriver om den lille havfrue mellem Andersen og Disney, og Bodil Kampp giver os indsigt i, hvordan man kan inddrage komplekse fortællinger i undervisningen. Hendes værktøj bygger på narratologien, læren om fortællinger. Diskussionen herom er ikke specielt let at forstå, men det er spændende at få sin forvirring bragt op på et højere niveau.
Bogen - som vi kan håbe indgår i en slags årbogsserie fra det aktive Center for Børnelitteratur - giver bud på klare definitioner til erstatning for følsom småsnak, for børnelitteratur er meget mere end belærende tidsfordriv, som de kære små nok skal vokse fra. Den tyske gæsteskribent Hans-Heino Ewers beskriver veloplagt nogle aspekter af diskussionen om børnelitteraturens status i vore dage. Den debat er væsentlig for skolernes danskundervisning.
Nedslag i børnelitteraturforskningen 2
Af Anna Skyggebjerg, Niels Dalgaard, Anette Steffensen, Helene Høyrup, Torben Weinreich, Bodil Kampp, Hans-Heino Ewers
209 sider, 198 kroner
Roskilde Universitetsforlag
Om hvordan man kan få overblik over fantasiens frembringelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.