Oldschool: Ordblind

Problemet ved ikke at kunne genkende, adskille og gengive ord og bogstaver blev beskrevet i den internationale videnskab omkring 1900, men blev alment kendt i Danmark i begyndelsen af 1940'erne. I 1943 udgav neurologen Henning Skydsgaard en stor disputats om fænomenet, og samme år blev Landsforeningen for Ordblindesagen i Danmark grundlagt.

De er ikke »blinde«

Man må konstatere, at ordet ordblindhed er slået an, uanset omman kan lide det eller ej. Det er da også opslagsord i »Den StoreDanske Encyklopædi«, hvor Carsten Elbro definerer det således:»markante vanskeligheder ved at lære at læse og skrive, som skyldeslangsom og upræcis omsætning af bogstaver og bogstavfølger tilsproglyde«.

For nylig kunne man konstatere, at ordblindhed blev ramt af denpolitiske korrektheds fortrængninger, da en kommune som sinprincipielle holdning erklærede, at man ikke anerkendte begrebet.Man løser imidlertid ikke elevernes problemer ved at lade, som omde ikke eksisterer, og de fleste erfarne lærere ved da også, at denordblindes skriftsprog ud over at rumme mange af de almindeligestavefejl (r-fejl, særskrivning af sammensatte ord, »forviret«,»diskution« og så videre) ofte bærer præg af specifikke fejl somreversalfejl (»salme« for »samle«, »kongers« for »kongres«, »barnd«for »brand«) og helt defekte ord som »gynder« for »gødning« og»fliti« for »fjendtlig«.

Men blinde er eleverne heldigvis ikke, de kan godt se ordene, oghvis der gives systematisk og kvalificeret faglig undervisning, erudsigterne slet ikke så mørke.

I 1900-tallets begyndelse var man så småt begyndt at bruge intelligenskvotienttest til at vurdere elever, der skulle have specialundervisning. Det medførte opmærksomhed på en gruppe af børn, der var håbløst bagud i læsning, stavning og skrivning, men som havde helt normal intelligens ifølge prøverne.

Ordblinde – ikke sinker

Landsforeningen, lærere og læger begyndte i 1940'erne og op gennem 1950'erne at informere offentlighed og skolevæsen om, at der burde tages særlige hensyn til disse børn, der var i en dobbelt ubehagelig situation: dels var de uden skyld i deres problem, dels var de på grund af deres gode intelligens ubehageligt bevidste om deres handicap. På den måde forsøgte man at lave et klart skel mellem de ordblinde børn og den gruppe af børn, der endnu blev betegnet som »sinker«; det vil sige folkeskolens svagest begavede, der ofte blev overført til såkaldte hjælpeklasser.

Informationskampagnerne indeholdt udsagn fra voksne ordblinde, der fortalte om, hvordan handicappet havde præget deres liv og særligt deres skolegang. Og ordblindhedens uheldige følger blev blandt andet eksemplificeret med en sød lille skolepige, der i stedet for »lurendrejer« læste »luderdrengen«.

Den massive opmærksomhed medførte, at såkaldte »læseklasser« for ordblinde i 1950'erne blev den helt dominerende form for specialundervisning, hvor det før havde været »sinkeklasserne«. Mange skolefolk erkendte samtidig, at ordblinde børn i tidens løb havde været regnet netop for sinker og behandlet i tidens ånd derefter.