Old Scool: Skolevej

Ved skolestart er »ny i trafikken«-kampagner en fast tradition, og politiet snupper gerne forældre, der kører deres børn til skole for hurtigt og uden sikkerhedssele.

Det har altid været forældres ansvar, at børn møder til undervisning, men det er et relativt nyt fænomen, at forældrene bringer deres børn derhen. I skolehistoriens løb har børn normalt fragtet sig selv til skole, oftest på gåben og med tiden på cykel.

Hele landets skolelandskab blev oprindeligt grundlagt på 1814-anordningernes bestemmelse om, at børn ikke måtte have mere end 1/4 mil til skole, det svarer til knap to kilometer.

Ønsket om at sammenlægge små landsbyskoler til centralskoler medførte en forlængelse af den tilladte skolevej i 1937. Nu måtte de ældste klasser have op til 3,5 kilometer til skole. Således kunne man lægge områdets ældste klassetrin på centralskoler og bibeholde lokale forskoler for de yngste klasser, der så fik kort skolevej. I 1958 blev kravet igen lempet til 3,5 kilometer for 1.-3. klasse og fem kilometer fra 4. klasse og op.

Med disse afstande var det klart, at man ikke forventede, at børn gik til skole, og de fleste havde da også en cykel. Ved nye skoler skulle man således afsætte plads og penge til cykelstativer. Man skulle også huske at anlægge en parkeringsplads, hvor forældre kunne parkere deres biler, og hvor skolebussen kunne holde.

I 1968 blev loven revideret og gav nu rum for, at kommuner indsatte skolebusser selv på kortere strækninger, hvis trafikken var så farlig, at børnene ikke selv burde cykle. Velstandsstigningen betød efterhånden, at mange familier havde bil, og jo flere biler, jo farligere trafik, og jo farligere trafik, jo flere børn blev kørt til skole i bil.

I de seneste år er forældres transport af børn blevet kritiseret, ikke kun på grund af den tætte trafik, det skaber ved skolerne om morgenen, men også fordi børnene ikke bevæger sig nok i det daglige. En rask gåtur på 1/4 mil synes igen at være idealet for en frisk skoledreng eller skolepige.