"Vi har gennem en længere periode oplevet, at arbejdsgiverne har sået tvivl om den danske model og tillidsrepræsentanternes rolle heri", sagde formand for Forhandlingsfællesskabet Anders Bondo Christensen i dag fra talerstolen på Arbejdermuseet i København. Forhandlingsfællesskabet forhandler den generelle del af overenskomsterne for 800.000 ansatte i kommuner og regioner - herunder lærerne. Repræsentanter for næsten alle 53 medlemsorganisationer var samlet til det første repræsentantskabsmøde i det nydannede fællesskab, hvor også de ansattes krav til overenskomstforhandlingerne blev vedtaget.
"Vi oplever, at arbejdsgiverne har gjort TR-området (tillidsrepræsentant, red.) til en kampplads. Det gavner ikke det lokale samarbejde, og det har hverken vi eller arbejdsgiverne interesse i", sagde Anders Bondo, som mener, det er tid til en grundlæggende diskussion med arbejdsgiverne om den danske model. Han fik opbakning til, at Forhandlingsfællesskabet stiller krav om et fælles projekt med fokus på værdien af den danske model, herunder betydningen af tillidsrepræsentantens funktion, rolle og rammevilkår.
Pres på den danske model
Anders Bondo fortalte om, at FN-organsiationen International Labour Organization (ILO) i en afgørelse har fastslået, at den danske regering burde have hørt begge parter i forbindelse med udarbejdelse af lærernes arbejdstidslov.
ILO støtter DLF: Lærerne blev holdt udenfor
"Jeg er glad for afgørelsen, og det er min forventning, at afgørelsen sætter nogle klare pejlemærker for regeringens og arbejdsgivernes adfærd for at sikre frie forhandlinger. Det er helt afgørende for at kunne bevare den danske model på det offentlige område".
KL har fortsat fokus på tillidsvalgte
Men også KL har tillidsrepræsentanternes rolle på dagsordenen i overenskomstforhandlingerne. I de krav, som KL i dag har afleveret til Forhandlingsfællesskabet i elektronisk form, stiller kommunerne krav om, at fremover skal være den lokale tillidsrepræsentant, der forhandler langt mere, end det sker i dag, og at færre tillidsvalgte skal være beskyttet af overenskomsten.
"Når vi eksempelvis ændrer vores organisationer, skal samarbejdsstrukturen tilpasses. Og det kan vi som oftest godt blive enige med de lokale medarbejderrepræsentanter om. Men det er de centrale organisationer, der har retten til at forhandle, og det giver ikke mening, at vi skal forhandle med nogen, der ikke har deres daglige gang i kommunen", skriver formand for KL Martin Dam og KL's overenskomst-forhandler Michael Ziegler i et fælles debatindlæg i Jyllands-Posten i dag.
Kamp om seniordage
KL kræver, at seniordagene tilpasses tilbagetrækningsreformen.
"KL finder, at der er behov for at tilpasse seniordagene til tilbagetrækningsreformen, således at aldersgrænsen for seniordagene flyttes i samme takt, som pensions- og efterlønsalderen stiger", står der i kravet.
Men det mener Anders Bondo er en helt forkert vej at gå.
"Vi vil en anden vej. Vi stiller blandt andet krav om en udvidelse af seniordagene med en udbygning af dagene aldersmæssigt opad. På den måde skaber vi mulighed for, at seniorer kan blive på arbejdsmarkedet i flere år".
KL: Kun plads til små lønforbedringer
KL lægger op til meget "beskedne lønstigninger i kommunerne i den kommende overenskomstperiode". KL ønsker, at "overenskomsterne fornyes på et samfundsansvarligt niveau".
"Omkostningskrævende krav skal afholdes af de til rådighed værende midler, og omkostningskrævende krav ved de generelle forhandlinger skal forhandles i lyset af, at der også forhandles omkostningskrævende krav ved organisationsforhandlingerne", står der i KL's krav.
Men Anders Bondo Christensen fremhævede i sin tale til Forhandlingsfællesskabets repræsentantskabsmøde, at en del af det økonomiske pres, som er på kommunerne, er selvpålagt.
Han fremhævede, at kommuner og regioner siden 2007 har høstet store effektiviseringsgevinster. Siden 2009 har kommunerne skåret omkring 30.000 årsværk væk.
"Bugetloven er med til at forværre presset og fører til et helt grotesk system, at alle institutioner med egne budgetter garderer sig ved at forbruge i underkanten af det afsatte budget for at undgå at blive straffet. Samlet set har kommunerne således hvert af de seneste tre år underforbrugt omkring 5 milliarder kroner", lød det fra formanden.
Forhandlingsfællesskabet kræver ligesom tidligere generelle lønforbedringer.
"Det er også vores forventning til OK15, at det samlede økonomiske råderum vil sikre reallønnen i den kommende aftaleperiode".
"Vi tager ansvar for at bringe Danmark ud af den økonomiske krise. Det ansvar har vi været med til at tage ved OK11, og igen ved OK13. Det er vi også parate til ved OK15. Men den økonomiske krise skal og må ikke misbruges til at presse lønmodtagerne til at betale for selvpålagte politiske plager".
KL holder pressemøde i dag kl. 13.45, hvor kommunerne præsenterer de generelle krav. Bestyrelsen i Lærernes Centralorganisation mødes i eftermiddag og tager stilling til, hvilke krav, LC vil stille specifikt på lærerområdet.
OK15: Bondo vil stoppe KL's pres på tillidsvalgte
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.