Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

OK-slutspurten er sat ind

Lærernes formand Anders Bondo Christensen regner med at kunne præsentere en ny lønaftale for lærerne ved ugens udgang. Samtidig håber forhandlingsorganisationen KTO på at kunne præsentere et forlig om en samlet kommunal overenskomst.

Jakob Rom Johansen
Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
Start debatten
16. februar 2005, kl. 08:30

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

På et møde tirsdag fortalte medlemmer af KTO's forhandlingsudvalg om overenskomstforhandlingers gang og om, hvilke væsentlige krav KTO ønsker gennemført i slutspurten.

Folkeskolen.dk/OK05

På mødet var der mange rosende ord til den nye forhandlingsmodel, hvor organisationerne har haft mulighed for at forhandle aftaler hjem, der passer bedre til de enkelte medlemsgrupper.

"Vi har bevist, at det godt kan lade sig gøre, at KTO tager sig af meget lidt og organisationerne tager sig af rigtig meget", siger KTO's formand Dennis Kristensen.

Selv hvis parterne ikke når et samlet forlig, mener Dennis Kristensen, at den omvendte forhandlingsmodel har skabt et godt grundlag.

"Sidste gang endte vi i Forligsinstitutionen uden at have nogle aftaler overhovedet. Denne gang har vi gjort det modsat og har lavet delforlig, hver gang vi har været enige. Det betyder, at hvis vi ender i forligsinstitutionen denne gang, så har vi noget at tage fat i. Nemlig det som vi principielt allerede er enige om", siger Dennis Kristensen.

Det mangler

Endnu er der to store krav, som KTO har erklæret som konfliktudløsende, der ikke er opfyldt. Alle medlemmer i KTO skal sikres generelle lønstigninger. Reguleringsordningen, der sikrer, at det kommunale arbejdsmarked følger lønudviklingen på det private, skal fortsætte. Allerhelst skal reguleringsordningen udformes på en sådan måde, at forskellen mellem det offentlige og det private arbejdsmarked udmøntes med 100 procent. KTO ønsker også, at den såkaldte forlodsfinansiering til Ny Løn bliver taget ud af reguleringsordningen.

Også de sidste ting i organisationernes forhandlinger skulle gerne falde på plads i denne uge. Omkring 75 procent af organisationerne er næsten helt færdige med forhandlingerne. Folkeskolelærerne og gymnasielærerne er blandt dem, der endnu ikke er nået til enighed med arbejdsgiverne.

Lærernes formand Anders Bondo Christensen regner ikke med, at han kan fremlægge en ny arbejdstidsaftale på fredag, men han vil forhandle videre, hvis der er grundlag for det. Til gengæld regner han med at fremlægge en helt ny lærerlønmodel.

"Der er to-tre forskellige lønmodeller i de forlig, de andre organisationer har indgået. Jeg tror, at vi vil komme med en ny variant. Der har været meget fokus på folkeskolen før jul, da Pisa-rapporten kom. Og der har igen været meget fokus på folkeskolen i forbindelse med valget. Det vil vi prøve at inddrage i forhandlingerne", siger en kryptisk Anders Bondo Christensen.

Færdig før staten

Ifølge planen skulle KTO's overenskomstforhandlinger være færdige fredag den 18. februar.

Det er kun sket to gange før, at de kommunale overenskomstforhandlinger har været færdige før statens. Statens forhandlinger blev stoppet, da folketingsvalget blev udskrevet. Derfor er der nu mulighed for, at de kommunale forhandlere kommer først i mål.

Formanden for KTO kan godt lide tanken om, at de kommunale forhandlinger bliver færdige før statens.

"Det vil blive en god tradition, at vi ikke bare læner os tilbage og ser på, hvad staten giver. Det synes jeg er sympatisk", siger Dennis Kristensen.

"De mange delforlig har vist, at vi godt tør blive færdige før staten", siger Anders Bondo Christensen, der er næstformand i KTO.

Organisationens anden næstformand Gorm Leschly er mere tøvende over for, hvornår overenskomstforhandlingerne bliver færdige.

"Jeg vil se det, før jeg tror det", siger han. Han tvivler på, at kommunerne tør ligge sig helt fast, før de ved, hvor stor statens ramme er.

Nedenstående delforlig er allerede på plads:

Indtil videre er parterne i KTO-forhandlingerne nået til enighed på en række punkter. Delforligene skal indgå i en samlet overenskomst, som kun bliver en realitet, hvis den bliver vedtaget. Datoerne viser, hvornår delforligene blev indgået.

3. december 2004:

Alle ansatte i amter og kommuner rykker et løntrin op. Det betyder lønstigninger på cirka 1,5 procent den 1. april 2005. Eksempel: En folkeskolelærer i Holbæk Kommune, som er på løntrin 30, vil rykke til 31 og dermed få en lønstigning på 4.455 kroner om året per 1. april 2005.

Der bliver indbetalt pensionsbidrag i hele barselsorloven.

7. januar 2005 indgik parterne en række mindre delforlig, blandt andet:

En samarbejdsaftale, som tilpasser parternes samarbejdssystemer i processen frem mod kommunesammenlægningerne i 2007.

Et udvalg skal komme med bud på mere gennemskuelige lønsedler.

21. januar 2005 indgik parterne blandt andet disse delforlig:

De enkelte kommuner skal etablere barselsudligningsordninger.

Ansatte med børn under 14 år får ret til fem dages tjenestefrihed i forbindelse med barns indlæggelse på sygehus.

4. februar 2005

Beskyttelse af tillidsrepræsentanter et år efter kommunalreform.

Foreløbig er der i organisationernes forhandlinger indgået tre delforlig, der skitserer forskellige lønmodeller:

23. december 2004:

HK og 24 andre organisationer afsætter 2,5 procent af lønsummen til lokale lønforhandlinger. 1,1 procent afsættes til de enkelte organisationers specielle forhandlinger. Der skal etableres en udmøntningsgaranti, men ingen garanti for organisationsopdeling mellem de 25 organisationer.

31. januar:

Social- og sundhedssektoren i FOA indgår et delforlig, hvor 1,25 procent af lønsummen afsættes til lokal løndannelse. Der er udmøntningsgaranti, og pengene bliver inden for overenskomstområdet. Derudover er der aftalt centrale lønforbedringer og fuld udbygning af pensionsordninger.

8. februar:

BUPL aftaler at afsætte 2,5 procent af lønsummen til lokal løn til ledere, mens de afsætter 1,25 procent til menige pædagoger.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

OK-slutspurten er sat ind

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS