Øjenåbnere

Hvor mange anorektiske Hennes og Mauritz-piger kommer der ud af, at mindst 90210 unge i skolealderen hver uge ser Beverly Hills, Modellerne og Baywatch? Hvor mange psykopatiske zombiedrenge kommer der ud af, at kaskader af blod, indvolde og afrevne lemmer på ganske almindelige hverdage året rundt vælter ud af tv-skærmene mod forsvarsløse konfirmander?

'Som situationen er i dag, har uddannelsessystemet kun i ringe grad mulighed for, at de ressourcer, som flertallet (af de unge) opøver i fritiden, udnyttes og kvalificeres gennem fælles læreprocesser i skolen. Navnlig de unge, der har en smal medieprofil i fritiden, bliver herved ladt i stikken. Det er denne problematik snarere end den ofte påståede modsætning mellem skriftkultur og billedkultur, der synes at udgøre den virkelige kultur- og uddannelsesmæssige udfordring i fremtiden', skriver projektleder Kirsten Drothner fra Center for Ungdomsmedier, Københavns Universitet, i en antologi om aktuelle tendenser i de unges liv i medieparadiset og om forskningsretningerne inden for dette felt. Udsagnet fanger en problematik med interessante perspektiver i forhold til folkeskolens praksis inden for mediepædagogikken. Medieudbuddet til fritidsbrug ekspanderer voldsomt. Computere, cd- og videoafspillere fylder op i de små hjem, og medieprodukter og sendeflader udbydes i ikke tidligere sete mængder og bliver i stigende omfang målrettet og designet med henblik på at fange et købedygtigt ungdomspublikum.

Den elektroniske fiktionsverden fylder en hel del i de unges erfaringsdannelse, oplevelsesbehov og jeg-bevidsthed, men hvor meget og hvordan fylder den i skolens undervisning? Er vi som lærere rustet til at inddrage medierne produktivt og analytisk i undervisningen, eller er vores opmærksomhed på området rustet op i en almindelig refleksbetinget modstand oparbejdet gennem gamle kampagner mod tegneserier og ugeblade? Og hvad med læreruddannelsen, den udruster vel grundigt og kvalificeret de kommende lærere til området!?

Ifølge Kirsten Drothner viser undersøgelser, at unge især oplever skolen som vigtig på grund af dens uundgåelige nødvendighed, det vigtigste fokus for identitetssøgningen ligger i fritiden, hvor livet leves og mærkes. Hvis medierne er modernitetens arena for de unges dannelse, burde det give anledning til overvejelser, om dannelsesdimensionen i skolens undervisning er på niveau med tidens udfordringer. Måske burde det også kunne foranledige en tænkepause, hvis Drothners påstand står til troende, at skellet mellem de unge ikke går mellem de boglige og de 'visuelle', men mellem de smalle og de brede medieforbrugere, og at vi måske endnu en gang med lukkede øjne lader de smalle i stikken? Samtidig kan man i antologiens artikel 'Video, ergo cognito' af den amerikanske medieforsker Paul Messaris få opdateret sine pædagogiske overvejelser, idet det tilsyneladende forholder sig sådan, at spændvidde i erfaringer med medieudtryk væsentligt styrker et bredt sæt af kompetencer, for eksempel fremmer billederfaringer analogisk tænkning.

Bogen indeholder i alt syv øjenåbnere, fra Drothners fyldige introduktion og status over medieforskningen, over Anne Mørch-Hansens artikel om nye fortællemåder i 90'ernes danske ungdomslitteratur, Karen Klitgaard Povlsens analyse af brugerpositioner og fortælleniveauer i ungdomssoapen Beverly Hills, Anne Jerslev om psykologien i mange unges fascination af horror- og splatterfilm, den omtalte artikel af Paul Messaris om visuel dannelse og analogisk tænkning, Gunnar Langemark om computerspillets små autonome verdener til Elo Nielsens lidt tunge redegørelse for udviklingen inden for 'Culturel Studies'. Hvis man vil undgå at stirre sig blind på sine elevers medievaner, kan Dansklærerforeningens udgivelse anbefales, den åbner for god indsigt!