I to dage har 120 skoleledere, embedsmænd og eksperter været samlet i København for at drøfte resultatet af OECD-projektet Improving School Leadership. Ud over faktuel sammenligning af skoleledelse i 22 lande har OECD besøgt England, Belgien, Finland, Østrig og Australien for at se, hvordan de udvikler skoleledere.
I alle fem lande deler dygtige skoleledere systematisk ud af deres erfaringer og viden til kolleger på andre skoler. For eksempel indgår skolelederne i Victoria i Australien i regionale netværk, hvor de udveksler erfaringer via blandt andet mentorordninger og coaching.
"De dygtige skoleledere leder gode eller meget gode skoler, fordi de ved, hvordan de skal motivere lærerne til at udvikle deres undervisning. De er engagerede i deres lokalsamfund, men de vil også gerne hjælpe ledere fra andre skoler til at blive bedre. Det kalder vi systemledelse", fortalte professor Peter Matthews fra universitetet i London.
Gode ledere har høje forventninger
Det kendetegner de dygtige skoleledere, at de har visioner og mod. Desuden er de overbeviste om, hvad der virker, og de har høje forventninger til eleverne og en stabil lærerstab. Og så reflekterer de konstant over deres egne handlinger.
"Skolelederne tror på, at alle børn kan lykkes, og de henter ikke kun inspiration fra førende skoler i deres egne lande. De ser også på skoler i andre lande", sagde Peter Matthews.
Frontfigurerne har en levende skole bag sig
Skolelederne forlader ikke deres egne skoler i lange perioder, når de tager ud til mere uerfarne kolleger som en slags konsulenter. Men når de tager af sted, tager andre i ledelsesteamet over på hjemmefronten.
"Skolelederne er ikke kun konsulenter. De har en levende skole bag sig og høster hele tiden erfaringer, som de kan øse af. De tager heller ikke kun ud. De er også selv værter for skoleledere og lærere fra andre skoler. De dygtige skoleledere fungerer som coaches og mentorer og laver fælles planlægning med andre skoler. Nogle skoleledere bliver eksperter i at hjælpe andre skoler med at udvikle sig, fordi de hele tiden har fokus på, hvad eleverne har brug for", sagde Peter Matthews.
Ikke kun fokus på Pisa
Systemledelse fører ikke med garanti til succes, understregede professor Chris Day fra universitetet i Nottingham i sit supplerende indlæg.
"Det kræver skoleledere med særlig viden og færdigheder. De skal forstå at motivere lærerne på deres egen skole og få dem til at engagere sig i eleverne. Dygtige skoleledere har den sjældne evne til ikke kun at fokusere på Pisa, men også på elevernes trivsel", sagde Chris Day.
Samtidig kan skolelederne tænke i komplekse baner, og de er i stand til at bedømme og træffe beslutninger.
"De taler ikke kun, de har også evnen til at lytte. De smiler og tror på, at det kan lade sig gøre at udvikle en skole og gøre eleverne bedre. Men systemledelse fungerer kun, hvis både dygtige og mindre erfarne ledere alle engagerer sig i hinanden, og det tager tid at opnå den nødvendige tillid. Men første skridt er at bringe folk sammen, for systemledelse kan ikke bevæge sig uden samarbejde, netværk og partnerskaber", sagde Chris Day.
Systemledelse kan også bruges i Danmark
Anders Balle, formand for Skolelederne, ser gerne systemledelse overført til Danmark.
"Mange skoleledere føler sig alene med ansvaret, så der kan ligge en vis styrke i at skabe en fælles udvikling med andre skoleledere, så man ikke er alene om at sætte retningen", siger han.
Mange skoleledere indgår allerede i netværk med kollegerne, men det er noget andet, mener Anders Balle.
"I et netværk sparer man med kollegerne i forhold til sin egen udvikling, men systemledelse er mere forpligtende. Her skal hjælpe hinanden med en fælles udvikling at kommunens skoler", siger Anders Balle, der forestiller sig, at kommunerne påtager sig opgaven ved at ansætte udviklere, der kan sætte systemledelse i gang.
Samtidig kræver det, at man identificerer og udpeger de dygtige skoleledere, der skal vejlede kollegerne.
"Vi må få bragt de dygtige ledere i spil, velvidende at ledere ikke bare kan kalkere hinanden. Ledelse er noget personligt, men det er ikke privat, så vi må sætte os ud over vores berøringsangst og fremhæve de dygtige ledere, der kan hjælpe deres kolleger til også blive rigtigt gode", siger Anders Balle.
Læs OECD's øvrige anbefalinger via linket til højre.
OECD: Dygtige skoleledere skal hjælpe deres kolleger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.