Bannere med stavefejl og fælles frihedssange var to af de virkemidler, et halvt tusinde odenseanske lærere, forældre og elever i går brugte i en demonstration mod forringelser af skolen. Demonstrationen foregik i går eftermiddags i Flakhaven ved Odense Rådhus. Initiativtagerne, protestgruppen Fynsk Forår, vil sige fra over for den behandling, de har fået i forbindelse med fyringsrunden.
Ifølge lærer Lene Junker fra Fynsk Forår var det en udbredt frustration over ikke at blive respekteret, der trak de mange lærere på gaden i går.
"Man hører tit den her med, at lærerne bare brokker sig. Vi ønsker ikke at være ofre, men håber, at vi med en demonstration som den her blandt andet kan være med til at generobre noget af respekten for lærerne i kommunen ved at vise, at vi står sammen", siger Lene Junker.
I løbet af den time, demonstrationen stod på, var det ikke kun lærerne, der stillede sig foran den åbne mikrofon. Også elever, forældre og en enkelt hjemløs tog mod til sig. Alle med det formål at vise deres opbakning til lærerne og ikke mindst for at vise deres utilfredshed til de byrådsmedlemmer, der måtte gå forbi folkemængden for at deltage i det efterfølgende byrådsmøde.
Ifølge Lene Junker var byrådsdebatten mest af alt en "trist omgang", men det lykkedes alligevel at få S og SF til at indrømme, at den fyringsplan, de selv har sat i værk, vil medføre forringelser på undervisningen. Omvendt bliver kommunen ifølge et flertal i byrådet nødt til at spare i en tid med slunken kommunekasse.
Odense Kommune indleder fyringsrunden på tirsdag den 7. februar. Cirka 90 lærere vil blive varslet afskediget på tirsdag. I alt nedlægges 124 lærerstillinger, med de øvrige klares ved naturlig afgang.
Odense-læreres demonstration bar ikke frugt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.