Lars Busk Hansen fik 35.090 stemmer - hvert af DLF's aktive medlemmer havde 18 stemmer at fordele mellem kandidaterne. Den 41-årige formand for Nordkredsen hentede mange lokale stemmer, men det høje stemmetal blev i høj grad sikret ved stemmer fra hele landet.
Ud over sin indsats for at samle de nordligste jyske kredse til én, er han mest kendt for sit arbejde for at forbedre pensionsvilkårene for de overenskomstansatte.
"Jeg er glad over, at så mange folk i hele landet har ment, at de har kunnet bruge mig. Der er jo tale om både et lokalt og et landspolitisk valg", siger Lars Busk Hansen, der dog er ked af, at han bliver den eneste repræsentant for Nordjyllands Amt, idet Søren Eriksen fra Vesthimmerland ikke opnåede genvalg.
Lars Busk Hansen tror mere på de lange, seje træk som arbejdsmetode frem for de markante mærkesager, og han regner med at vente lidt med at præsentere afgørende nye synspunkter i hovedstyrelsen. Men han afviser ikke, at de kommer, for han mener godt, at man kan tolke det relativt høje antal nyvalgte hovedstyrelsesmedlemmer som et fingerpeg om, at medlemmerne ønsker fornyelse.
"Jeg har nu fået et mandat til at påvirke udviklingen, og det vil jeg glæde mig til at udnytte", slutter Lars Busk Hansen.
Nyvalgt nordjyde topscorer ved hovedstyrelsesvalget
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.