Den største globale udfordring er den fremtidige fødevareforsyning. Befolkningstætheden stiger, samtidig med at klimaforandringerne betyder, at det bliver sværere at producere fødevarer nok. Det argumenterede flere af konferencens oplægsholdere og deltagere for, og her kan genmodificerede afgrøder være en del af løsningen.
International chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, er åben for at bruge alle tilgængelige teknologier for at løse det globale problem med hungersnød og fattigdom. For ham at se er udfordringen at få teknologien ud til de fattige landmænd i for eksempel Afrika og rådgive dem i at bruge den.
"Den nye teknologi er der, og det er altafgørende, at vi hjælper dem med at bruge den. Det er ikke nok, at vi kommer med nye plantesorter, hvis ikke vi får den ud til den enkelte, fattige landmand. Teknologi og implementering må aldrig skilles ad", sagde han på dagens konference, som fulgte op på den vidensyntese om brugen af genmodificerede afgrøder, som Fødevareministeriet udgav onsdag.
Christian Friis Bach pointerede samtidig, at GMO ikke er løsningen på det globale problem med fremtidens fødevareforssyning. Men GMO kan være en del af en løsning, hvor fokus skal være på bedre institutioner, mere forskning, mere rådgivning, færre patenter og mindre ejerskab.
Danskerne ved faktisk noget om GMO
Lektor ved KU-Life Jesper Lassen argumenterede for, at GMO-debatten er præget af myter, som bør aflives. Det er en myte, at danskerne afviser genteknologi, at danskernes bekymring skyldes uvidenhed, og at danskernes bekymring over GM-fødevarer kun handler om risici for sundhed og miljø.
Han henviser til en undersøgelse, som viser, at der er en positiv sammenhæng mellem viden og en positiv holdning til GMO. Men samtidig er der også en positiv sammenhæng mellem viden og en negativ holdning til GMO. Forklaringen på det er, at jo mindre folk ved om GMO, jo flere svarer 'ved ikke' , når de bliver spurgt om deres holdning til GMO. Viden får altså folk til at tage stilling.
Ligesom flere andre på konferencen mener Jesper Lassen, at der skal fokus på nytteværdien af GMO. Det gælder blandt andet den økonomiske nytteværdi, den samfundsmæssige nytteværdi og forbrugeres egennytte som for eksempel billigere fødevarer og bedre smag.
Forbrugerne vil vide for at vælge
Netop GMO's nytteværdi for forbrugerne har været fuldstændig fraværende, mener afdelingschef i Forbrugerrådet, Mette Boye.
I Forbrugerrådets analyse er der 8 ud af 10, som ikke ved, hvad GMO er, og 70 procent efterspørger mere viden om GMO. Forbrugerne vil gerne have lov til at vælge mellem GMO eller ikke-GMO-fødevarer.
"Forbrugerrådet er hverken for eller imod GMO-teknologien. Vi er åbne for at høre om fordelene, men ulemperne skal også frem i lyset", sagde hun.
Læs Fødevareministeriets vidensyntese via linket til højre. Og hvis du har en holdning til GMO og anvendelsen af teknologien, så skriv den nedenfor i kommentarfeltet.
Nytteværdien af GMO skal diskuteres
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.