Jeanette Sjøberg, 46 år, er ny i DLF's hovedstyrelse. Hun er lærer på Grantofteskolen i Ballerup, hvor hun ligeledes er næstformand for lærerkredsen. Her oplevede lærerne i både 2006 og 2011 at være på såkaldt mødeplan. Det var efter første omgang, at hun for alvor fattede interesse for det fagpolitiske arbejde og derefter blev valgt som kongresdelegeret i 2008.
»Efter at vi har været på mødeplanaftale, er det blevet tydeligt, at professionstankegangen er vejen frem i forhold til de opgaver, som skal løses i skolen. Samtidig skal vi sikre os, at lærerne under de givne rammer og arbejdsvilkår kan holde til et helt arbejdsliv«, siger Jeanette Sjøberg.
Det gælder for det nye hovedstyrelsesmedlem ikke mindst inden for den nuværende inklusionsdagsorden.
»Man er nødt til at finde ud af, hvad der virker. Vi mangler et svar fra politikerne om, hvad man vil med inklusionen«, siger hun.
Jeannette Sjøberg afløser Ane Søegaard i hovedstyrelsen.
Nyt hovedstyrelsesmedlem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.