Spillets hovedfigur er katten 'SkilsMissen', der ikke på Akademiet - men på 'Kattemiet' lærer at hjælpe børn, der har ondt i livet efter deres forældres skilsmisse. Spilleren styrer 'Skilsmissen' og får dermed til opgave at give spillets børn gode råd til, hvordan de får det bedre. Der er ingen forkerte svar, men spilleren får point for, hvor velegnet et råd, han eller hun giver.
"Når ens forældre bliver skilt, kan det være svært at se, hvordan man nogensinde skal få det godt og blive glad igen. Der kan spillet være med til at løsne op for børnenes problemer på en uhøjtidelig måde", forklarer børnesagkyndig rådgiver i statsforvaltningerne Kirsten Graakjær. Hun og repræsentanter fra Familiestyrelsen, Økonomi- og Indenrigsministeriet udgør tilsammen arbejdsgruppen bag hjemmesiden farogmorskalskilles.dk, hvor computerspillet vil ligge klar i morgen.
Længe ventet og entusiastisk modtaget
Forud for spillanceringen har Økonomi- og Indenrigsministeriet haft fokusgrupper, hentet blandt de 2500 børn, der månedligt besøger hjemmesiden farogmorskalskilles.dk, til at afprøve og bedømme 'SkilsMissen'. Mens nogle havde konkrete forslag til designsiden, gav andre børn sig straks i kast med spillet og rådgivningen. "Du kan tale med en ven eller drille den nye papmor", lyder en af anbefalingerne.
For kommunikationsmedarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet Line de Fries Gjesing er det vigtigste, at spillet er på børnenes præmisser. Hun kalder 'Skilsmissen' for 'en utraditionel, humoristisk og lærerig vinkel på det alvorlige indhold, der ellers findes på morogfarskalskilles.dk.
"Hver gang vi har talt med børn om vores hjemmeside, har et gennemgående tema været, at de gerne selv vil være en aktiv del af siden. Og især muligheden for at spille computerspil er blevet efterspurgt", kan Line de Fries Gjesing fortælle.
Slip, huller og brud i barnets liv
Computerspillet udkommer samtidig med, at en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) konkluderer, at skilsmissebørn, der flytter frem og tilbage mellem deres mor og far, oplever forældrenes deleordning som stressende. Undersøgelsen fra SFI, der bygger på interview med 56 børn og forældre, mere end antyder altså, at visse børns problemer i skilsmissefamilier har været oversete.
"Hvis ikke forældrene udveksler informationer om praktiske forhold og barnets velbefindende, eller hvis ikke der sættes visse fælles normative standarder, vil der opstå risiko for slip, huller og brud, som skaber opsplitning i barnets liv", står der i et resume fra rapporten.
I 2010 blev 14.460 danske par blev skilt. Fra at have været et marginalt fænomen, er deleordninger nu blevet mere almindelige. Omkring hvert sjette skilsmissebarn lever i en deleordning.
'SkilsMissen' henvender sig primært til børn mellem 8 og 12 år.
Nyt computerspil skal hjælpe skilsmissebørn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.