De tre første offentlige sundhedsspor i Danmark ligger i de nordsjællandske skove - i Valby Hegn ved Helsinge, i Arresødal Skov i Frederiksværk og i St. Dyrehave ved Hillerød. I dag indvier miljøminister Troels Lund Poulsen og sundhedsminister Jakob Axel Nielsen sundhedssporet i Valby Hegn.
"Vi rører os for lidt - det er en af vores tids største livsstilsproblemer. Det har regeringen fokus på - og de nye sundhedsspor er et af initiativerne. De første sundhedsspor, som vi nu indvier, ligger i statsskovene, så alle kan bruge dem, når de vil. Og så har vi helt bevidst lagt dem tæt ved lokale skoler, så eleverne får mulighed for at kombinere motion med en god tur ud i naturen", siger miljøminister Troels Lund Poulsen.
Sundhedssporet er et pilotprojekt og afprøvningen skal vise, om projektet opnår tilstrækkelig interesse til at kunne blive et landsdækkende tilbud. Foreløbig er der planlagt otte sundhedsspor.
"Sundhedssporet er et tilbud til dem, der ønsker at få et bedre helbred gennem motion, hvor man holder øje med sit kondital. Mange undersøgelser viser, at det, at vi bevæger os og er aktive, er sygdomsforebyggende og måske endda livsforlængende. Derfor har regeringen også fokus på at skabe muligheder for, at alle kan dyrke motion i Danmarks største fitnesscenter - naturen", siger miljøminister Troels Lund Poulsen.
Svensk lagring af data
På den svenske hjemmeside www.hälsospåret.se kan man finde mange flere oplysninger om, hvordan man kan bruge sundhedssporene, når man ønsker livstilsændringer. Man kan se nøjagtige beskrivelser af de danske sundhedsspor, og se hvor store udfordringer, det enkelte spor byder på. Foreløbig er siden dog kun på svensk.
På siden har man mulighed for at få point for fysiske aktiviteter lige fra hundeluftning til cykling og fodbold, og man kan skabe sit eget træningsprogram.
Nye veje til motion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.