Her er fire kasser med supplerende værksteder til indskolingen. Grundmaterialet er Kiwikassen, som tidligere er udkommet. Disse nye kasser kan integreres direkte i Kiwikassens aktivitetstavle, men de kan også bruges uafhængigt. På kasserne angives, at de kan bruges fra femårsalderen. Det er dog ret få af opgaverne, en femårig vil kunne klare. Adskillige kræver både læse- og skrivefærdigheder. Enkelte opgaver kan løses individuelt, men de fleste løses af hold på to til fem deltagere.
»Vendespil« består af 100 brikker i fire forskellige kategorier: lille bogstav, stort bogstav, tegning, der starter med bogstavet, ord, som starter med bogstavet. Det er muligt at kombinere de forskellige kategorier og herigennem differentiere opgaverne. Det er ligeledes muligt at udbygge materialet, da der i vejledningen findes et kopiark med skabeloner til 12 brikker, så lærer eller elever selv kan lave vendespil. Materialet ligger i én stor kasse. Det havde nok været praktisk med nogle mindre kasser til de forskellige briktyper.
»Bogstavyatzy« består af en række bogstavterninger, som eleverne skal forsøge at danne forskellige bogstav- og ordkombinationer med. Spillene er: bogstavyatzy, alfabetyatzy, ordyatzy og kategoriyatzy. Hvert bogstav har et point, som er angivet på terningen. Pointene føres ind på pointtavlen med en whiteboardpen. Bogstavet I har én værdi på terningen og en anden i eksempler på to af pointtavlerne. Det må vist være en trykfejl. Der trænes bogstavkendskab, vokaler, konsonanter, alfabetet, grammatiske kategorier og stavning. Det er muligt selv at udbygge spillet. Der findes en blank pointtavle på kopiarket bagerst i vejledningen.
»Staveark« giver mulighed for at arbejde med stavning på flere niveauer. Materialet består af halvfems bogstavbrikkker og fem staveark med opgaver på begge sider. Opgaverne er i to sværhedsgrader angivet med en farvemarkering. På arkene er der ni billeder med skrivehuse under. I den første opgave angiver man forlyden. I den næste opgave skal man ifølge lærervejledningen angive antallet af fonemer i ordet, men »facitlisten« under flappen på stavearket viser antallet af bogstaver. Ordet »and« har for eksempel kun to fonemer/bogstavlyde, men det skrives med tre bogstaver. I »facitlisten« angives antallet af bogstaver og ikke kun de to hørbare fonemer. Her havde jeg foretrukket en angivelse af fonemer. I næste opgave skal man skrive ordene så korrekt som muligt og i øvrigt bruge samme fremgangsmåde som i »fonemopgaven«. Her er »facitlisten« i orden, da støtten gives med streger eller »tændstikker«, der angiver antallet af bogstaver i ordet. Bagefter kontrolleres stavningen i »facitlisten« under flappen.
Opgaverne på stavearkene kan man arbejde med alene eller to og to. Det er også muligt at spille forlydslotteri. Det foregår som billedlotteri. Her bruger man stavearkene med billeder som plader, og eleverne anbringer bogstavkortene på de relevante billeder. Forlydslotteriet kan spilles af to til fem deltagere.
Med »Ordjagt« trænes også stavning. Spillet består af en spilleplade med bogstavfelter, to terninger, et antal brikker samt halvtreds ordkort med tegninger på den ene side og ordet på den anden side. Ordene er på tre til fem bogstaver. Ordkortene er nummereret efter sværhedsgrad. Det er muligt selv at udarbejde supplerende ordkort. En skabelon findes som kopiforlæg sidst i lærervejledningen. Ordkortene lægges i en bunke med billedsiden opad. Eleverne skal efter kast med terningerne placere deres brikker på spillepladen, så de staver ordet. Når ordet er stavet, vendes kortet, så stavemåden kan kontrolleres.
Materialerne er illustreret med tydelige og muntre illustrationer. Overfladerne på materialerne er behandlet, så det er muligt at skrive med whiteboardpen på dem. De fire nye værksteder til Kiwikassen er et gedigent og indbydende materiale. Den nævnte uklarhed med hensyn til »facitlisten« til stavearkene kan en vågen lærer klare. Elevopgaverne er gode, spændende, varierede og sjove.
Nye værksteder til Kiwikassen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.