Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Nye tal: Naturfag er kraftigt nødlidende på læreruddannelsen

Helt nye tal viser, at naturfag går tilbage - og ikke frem i læreruddannelsen, som politikere og professionshøjskolerne ønsker. Hvor der sidste år blev målt en lille stigning fra cirka 7 procent til 8,6, er der nu kun 6,3 procent af de studerende, der vælger naturfag som linjefag. Det betyder, at det bliver endnu sværere at styrke natur/teknik, fysik/kemi, biologi og geografi i folkeskolen.

Thorkild Thejsen
Thorkild Thejsen Tidligere chefredaktør
1 kommentar
13. september 2011, kl. 11:40

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

1 kommentar

Naturfag som linjefag rasler ned, mens engelsk brager igennem. Både naturfag og andre små fag er i klemme. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få fjernet bindingerne, så flere vælger tre og ikke to linjefag siger oppositionen.

Optimistiske og forkerte tal

I maj jublede undervisningsminister Troels Lund Poulsen over nye tal, som angiveligt viste, at dobbelt så mange lærerstuderende i 2010 havde valg naturfag på linje, så andelen nu var på 14 procent. Udviklingen var "yderst positiv", sagde han og mente, at opgørelsen pegende på, at det igangsatte forsøgsprogram "virkede efter hensigten."

Men tallene var ikke korrekte, det viste folkeskolen.dk i juni ved at ringe rundt til professionshøjskolerne, og det blev bekræftet af Undervisningsministeriet, som i august kunne fortælle, at det rigtige procenttal for 2010 var 8,6 og ikke 14.

Dybt bekymrende fald

Nu viser folkeskolen.dk's indsamling af tal for 2011-valgene, at procentdelen er faldet kraftigt.

Professionshøjskolerne udbyder læreruddannelse fra 17 forskellige adresser, men kun to steder er der oprettet et naturfagligt fællesforløb. Kun 1,1 procent af de studerende har valgt det, mens 5,2 procent har valgt naturfag under det såkaldte standardforsøg, som skulle sikre en stigning.

Til gengæld er engelsk uhyre populært som første linjefag. Faget er steget fra 12,7 procent i 2010 til nu at være helt oppe på 18,3.

Tendensen i tallene bekræftes af Erik Knudsen, som er rektor for UC Lillebælt og formand for professionshøjskolernes rektorer.

"Det er selvfølgelig bekymrende, at det, vi og politikerne gerne vil, ikke slår igennem," siger han.

Mens Christine Antorini sætter et "dybt" foran.

"Udviklingen er dybt bekymrende. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få løsnet de bindinger, der er for valg af linjefag," siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører.

Ministeren har intet gjort

"Sammen med Marianne Jelved har jeg igen og igen efterlyst oplysninger om udviklingen på læreruddannelsen, men hverken Bertel Haarder, Tina Nedergaard eller Troels Lund har villet indkalde til et møde, så der er spildt rigtig meget tid," siger Antorini og får tilslutning fra Radikale Venstres uddannelsesordfører.

"Vi har forlangt møder med ministeren og med følgegruppen, så vi kunne reagere, hvis der ikke skete forbedringer. Men de skiftende undervisningsministre har ikke gjort noget," siger Marianne Jelved og minder om, at der fortsat er alt for få lærere i folkeskolen, der har linjefag i natur/teknik. "De nye tal tyder på, at det ikke bliver bedre. Tværtimod. Det må den kommende undervisningsminister gøre noget ved."

Flere skal vælge tre linjefag

Det samme mener Christine Antorini: "Hvis vi får et regeringsskifte, vil noget af det første, vi gør, være at løsne bindingerne, så mange flere lærerstuderende vælger tre i stedet for to linjefag, så vi kan få folkeskolens behov dækket. Naturfag er i klemme, og det er for eksempel tysk og fransk desværre også."

Antorini ser frem til evalueringen fra følgegruppen, som kommer i efteråret, og det samme gør rektorernes formand, Erik Knudsen.

Behov for særlig indsats

"Problemerne kan ikke klares med et enkelt fix, man må se på de lange linjer," siger han og peger på det almene gymnasiums studieforberedelse.

"Gymnasiet er ensidigt rettet mod videnskabsfagene på universitet, og slet ikke mod professionsuddannelserne."

Læreruddannelsen må dog også se indad, mener han.

"Der er brug for en særlig indsats for naturfag, en styrket og mere kontant vejledning og så et generelt fokus på, om mulighederne for valg af linjefag er rigtige," siger formanden for professionshøjskolernes rektorer.

At engelsk går så kraftigt frem, skyldes også udefrakommende forhold, siger Erik Knudsen:

"Når faget brager igennem, skyldes det uden tvivl, at globaliseringen gør det naturligt og nødvendigt for alle unge at kunne klare sig godt på engelsk."

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Troels Lund Poulsen.

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Nye tal: Naturfag er kraftigt nødlidende på læreruddannelsen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS