Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Nye profillæreruddannelser skal styrke integration og sundhed

Frederiksberg Seminarium søger om at lave fire profillæreruddannelser. De skal bygges op efter den almindelige uddannelse, men med særlige linjefag, De får fokus på henholdsvis sundhed, praktisk/musisk innovation, pædagogisk ledelse og integration.

Pernille Aisinger
Pernille Aisinger Journalist
Start debatten
12. juni 2009, kl. 09:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Frederiksberg Seminarium under Professionshøjskolen Metropol har taget undervisningsministerens opfordring til at være kreativ og lave forsøg med læreruddannelsen alvorligt. De har set på, hvilke indsatsområder i folkeskolen de kan hjælpe med at løse og har derfor indsendt en ansøgning til ministeriet om dispensation til at lave fire profillæreruddannelser.

"Vi mener, at det er vores opgave at forholde os til omverdenen og prøve at gøre noget ved problemerne. Vi hører fra ministeriet og fra vores praktikskoler, at der er en række problemer med børn af anden etnisk baggrund og børn med sociale problemer, som skal afhjælpes. Samtidig er der mange børn som er fede og får en række følgesygdomme deraf, og det bør skolen måske også tage sig af.

Vi hører også, at børn ikke får samme mulighed for at få styrket deres kreative sider og endelig hører vi i vores uddannelsesudvalg, at der er en lederkrise på vej i folkeskolen, fordi mange ledere snart går af. Derfor fik vi ideen om at lave fire profiluddannelser", forklarer studierektor på Frederiksberg Seminarium Thøger Johnsen.

De fire uddannelser følger den almindelige læreruddannelse i forhold til længde, praktik og pædagogiske fag. Men seminariet har søgt om dispensation fra reglen om, at de studerende skal vælge dansk, matematik eller naturfag. Desuden er der søgt om at oprette tre nye linjefag.

Uddannelserne er:

Praktisk/musisk innovation

Linjefagene idræt, musik og billedkunst med elementer fra materiel design.

"Curriculumstyringen af folkeskolen gør det svært at løfte fagligt svage børn ved at give dem sejre i de kreative fag. Det skal de her lærere hjælpe med", fortæller Thøger Johnsen.

Pædagogisk ledelse

Linjefag i dansk med fokus på kommunikation, samfundsfag og det nye fag pædagogisk ledelse, som skal læses på Danmarks Forvaltningshøjskole.

"Her får man lærere ud, som har en ledelsestilgang og er tunet ind på en karriere som ledere, men som kan starte med at undervise i dansk og samfundsfag. De vil på længere sigt kunne kvalificere ledelse i skolen".

Sundhed og naturvidenskab

Linjefag i idræt, biologi og hjemkundskab.

"De bliver tovholdere for skolernes sundhedspolitik. Så de medvirker til at give sund kost og motion i skolen og kan skabe forbindelser til sundhedsvæsnet."

Special- og integrationsundervisning

Linjefag i specialpædagogik, dansk som andetsprog, et nyt linjefag om socialt udsatte børn og unge læst på Den Sociale Højskole og et nyt linjefag i børne/ungepsykiatri læst på sygeplejerskeuddannelsen.

"Vi ved, at der er store problemer med samarbejdet mellem skoler og de sociale myndigheder. De her lærere skal bygge bro til sociale myndigheder og hjælpe med at diagnostisere børn med anden kulturel baggrund, som ellers ofte bliver overset", forklarer Thøger Johnsen.

Ikke et opgør med den ordinære læreruddannelse

Thøger Johnsen har selv været med til at udvikle den nuværende læreruddannelse og han understreger, at de nye profiluddannelser ikke skal ses som en kritik eller en erstatning af uddannelsen. Det er et supplement.

"De fire uddannelser er meget tro mod den almindelige uddannelse, men de får en toning og giver nogle særlige kvalifikationer. Jeg har spurgt vores praktikskoler, og de er helt vilde for at få de her lærere. Særligt efterspørger de lærere med kompetencer inden for det sociale arbejde og integration", siger Thøger Johnsen.

Han er også overbevist om, at han kan tiltrække ekstra studerende ved at udbyde de anderledes profiluddannelser.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Nye profillæreruddannelser skal styrke integration og sundhed

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS