Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Nye måder at anskue læsning på

En selvfølgelig bog på seminariet og efteruddannelsen

Gert Gamby
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Af Gert Gamby

Lad det være sagt med det samme: Denne bog indeholder nye måder at anskue læsning på og andre måder at udføre undervisning på.

For de fleste danske læsepædagoger er det nyt at anskue læsning ud fra et kommunikativt whole language-synspunkt. Det gør man i New Zealand, og bogen giver både teoretiske forklaringer på, hvad whole language er, og mange ideer til, hvordan man kan arbejde i praksis.

Noget andet er så, at danske tilhængere af whole language nok vil blive skuffede, for den newzealandske udgave adskiller sig på flere punkter fra den danske opfattelse. Den vigtigste afvigelse er den vægt, man i New Zealand tillægger arbejdet med elementerne, bogstaverne og fonemerne.

Hvis man skal placere den newzealandske læsemodel mellem den danske kommunikative og den danske færdighedsorienterede model, så må man karakterisere den som en afbalanceret metode, der på sit eget teorigrundlag formår at integrere arbejdet med at skabe mening med arbejdet med detaljerne. Det er denne brobygning mellem top down og bottom up, bogen leverer.

Bogen er oversat og bearbejdet til danske forhold, og bearbejdningen giver en dansk læser mange ekstra informationer, idet der hele tiden henvises til danske materialer og til danske bøger om læsning. Man kan hente megen inspiration både til det praktiske arbejde og til videre læsning i denne bog.

Kun ét sted går det helt galt med bearbejdningen. I afsnittet om læseprocessen bruges Carsten Elbros model til at beskrive læseprocessen. Læsepædagoger vil vide, at Carsten Elbros model er en færdighedsmodel, der på baggrund af elementerne i ordene og ved hjælp af det fornematiske princip arbejder sig frem til mening. Whole language går den modsatte vej, og den newzealandske model, der er en interaktionsmodel, går begge veje.

Brugen af Carsten Elbros model vil af danske whole language-tilhængere blive opfattet som tendentiøs, og oversættelsen og bearbejdelsen vil sikkert blive draget i tvivl på dette grundlag. Det er synd og skam. Jeg har kontrolleret i originaludgaven, og det er mit klare indtryk, at såvel oversættelse som bearbejdelse - med undtagelse af det nævnte eksempel - er i overensstemmelse med bogen og bogens ånd.

Af fornyelser af interesse for danske læsepædagoger ud over den afbalancerede teoretiske holdning vil jeg nævne lærerens bevidste formidling af læsestrategier gennem elevernes egne erfaringer, den individuelle læseundervisning baseret på et hav af letlæsningsbøger, en ny evalueringsform, som alle læsepædagoger umiddelbart vil kunne bruge, og endelig den spændende sammenhæng mellem læse- og skriveudvikling, som man udnytter i New Zealand.

Bogen er et 'must' i New Zealand. Det er den bog, alle lærere læser, det er den, de henviser til, når man snakker læsning med dem, og det er tydeligt den, der er udgangspunktet for lærernes undervisningstilrettelæggelse. I Danmark ville vi kalde det ensretning, men i Danmark har vi et efteruddannelsessystem, der giver lærere mulighed for (og pligt til) at sætte sig ind i forskellige teoretiske tilgange med tilhørende forslag til praktisk pædagogik for så selv at vælge det, man synes er rigtigt. Den newzealandske læsemetode er en sådan teoretisk og praktisk metode, som danske læsepædagoger må tage stilling til.

Bogen er udgivet af det newzealandske undervisningsministerium og skrevet af et unavngivet forfatterteam. Måske er det grunden til, at originaludgaven er i stand til at anbefale så forskellige tiltag som fonologisk opmærksomhedstræning og whole language.

Uanset tilblivelsesmetode og synspunkter, så omtaler bogen læsning af forskellige former for tekster, læseteori og læseundervisning med en hengivenhed for emnet, som også må kunne smitte danske læsepædagoger.

Med de mange nye indfaldsvinkler og med det afbalancerede syn på læseprocessen må bogen have sin selvfølgelige plads på litteraturlisten på ethvert seminarium og på alle efteruddannelseskursus for lærere.

Eleven som læser - læreren som læseunderviser

Oversat og bearbejdet af Karin Erbo Jensen

168 sider, 247,50 kroner

Forlaget Studie og Erhverv

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Nye måder at anskue læsning på

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS