Fire ud af ti studerende i undersøgelsen fortæller, at de er blevet nødt til at vælge fag fra, som de gerne ville have haft, og seks procent fortæller, at det har været helt umuligt at få den fagkombination, de ønskede på uddannelsen.
Årsagen ligger i, at de studerende på den nye uddannelse først skal vælge et af de tre store linjefag dansk, matematik eller naturfag, og derefter enten kan tage ét stort eller to små linjefag. Desuden begrænser de øgede krav til de studerendes niveau fra gymnasiet de studerendes valgmuligheder.
De studerendes organisationer opfordrer til, at man ser på linjefagsmodellen igen.
"Det er et kæmpe problem, når det er færre end hver tredje studerende, der kan få den fagkombination, de havde ønsket sig, da de startede så seminariet", siger formand for De Studerendes Råd Morten Hviid Topp.
Stadig ikke samspil mellem pædagogik og linjefag
I undersøgelsen peger de studerende på, at der fortsat er problemer med samspillet mellem pædagogik og linjefagene, som ellers skulle være et forbedret område i den nye læreruddannelse.
47 procent af de adspurgte siger, at der ikke er et reelt samspil og 41 procent siger, at de to dele er integreret, men at det virker påtvungent.
Den nye mødepligt på læreruddannelsen er de studerende heller ikke tilfredse med. Mere end seks ud af ti studerende mener ikke, at der bør være mødepligt. De mener ikke, at det giver mening at tvinge studerende til at komme til undervisningen, hvis de ikke er forberedte. Det går ud over gruppearbejdet, siger de.
For få undervisningstimer
Undersøgelsen er udarbejdet af De Studerendes Råd og Lærerstuderendes Landskreds på Frederiksberg Seminarium, og den var egentlig tænkt til internt brug. De studerende på første årgang er blevet stillet en række spørgsmål om den nye uddannelses opbygning. Men i deres kommentarer peger de på, at de får alt for lidt undervisning.
"Undersøgelsen omhandler studiets indhold og organisering, men hvad enten der spørges til praktik, opgaver eller fagundervisning, er konklusionen den samme: De studerende kan mærke regeringens konsekvente besparelser. De ved godt, at underviserne er dygtige og gør deres bedste, men når der kun er råd til to hele undervisningsdage om ugen på første årgang, er det jo klart, at man ikke kan komme ordentligt i dybden med undervisningen", siger Kresten Dahlmand Hansen fra Lærerstuderendes Landskreds på Frederiksberg Seminarium.
Nye lærerstuderende vil have mere valgfrihed i linjefagene
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.