En temauge om fællesskab, demokrati og medborgerskab i det danske uddannelsessystem, hvor eleverne får konkrete erfaringer med demokratiet i praksis, er et af de konkrete initiativer, som Undervisningsministeriet nu tager som svar på de terrorhandlinger, som danske børn og unge via medierne har været vidne til i Paris, København og Sverige.
"Skal vi forhindre, at unge mennesker radikaliseres, og at Europa gang på gang rammes af terrorangreb, må vi i højere grad se på forebyggelse", udtaler minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.
"Vi skal have nødvendige redskaber til at sætte ind, hvis unge mennesker radikaliseres, så vi undgår nye angreb på uskyldige mennesker og på vores fællesskab," tilføjer hun.
Materialer på EMU'en
Udover temaugen vil ministeriet lægge materiale på EMU'en om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme.
Desuden vil udvalgte læringskonsulenter komme i opkvalificeringsforløb i forhold til at rådgive og vejlede om radikalisering og ekstremisme.
Endvidere vil eksisterende materiale fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration blive formidlet på EMU'en i en form, så det er anvendeligt for lærere og øvrige aktører rundt om skolen.
Endelig vil ministeriet sørge for, at den eksisterende vejledning om sikkerhed og kriseberedskab bliver opdateret.
Beredskabsplan for skoleskyderier
Også lokalt bliver der taget initiativer. Helsingør Kommune har således udarbejdet beredskabsplanerne for skoleskyderier specifikt for hver enkelt folkeskole i kommunen, har Helsingør Dagblad beskrevet.
Planerne rummer blandt andet oplysninger om hvor, der skal ringes hen, og hvem der skal gøre det, hvis der opstår en faretruende situation med for eksempel risiko for, at en bevæbnet person vil gå til angreb på elever og lærere.
Esbjergskoler dropper terrorøvelser
I Esbjerg skulle eleverne have været gennem øvelser, der kunne forberede dem på en mulig terrorsituation, men efter pres fra forældre, valgte kommunen ikke at gennemføre de planlagte øvelser.
Nye initiativer fra Undervisningsministeriet skal bekæmpe radikalisering
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.