Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Undersøgelse

Velkommen i skole: Der er mest vold i landets børnehaveklasser

Tusindvis af børn starter i denne uge for første gang i skole, og det kan være en svær overgang til skolelivet. For en ny undersøgelse viser, at børnehaveklasselederne er de undervisere, der oftest blev udsat for vold.

Tøj og skoletasker hænger på knager og portrætbilleder af Marianne Giannini og Regitze Spenner
Foto: Jesper Knudsen & GrabillCreative (redigering Folkeskolen)
Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
4 kommentarer
9. august 2026, kl. 20:00
4 kommentarer

Når de nye børnehaveklassebørn møder ind til deres første skoledag, er det starten på et nyt kapitel fyldt med forventninger, nye fællesskaber og store forandringer.

Men det kan også vise sig at blive en voldsom oplevelse.

I hvert fald viser en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, at mange af børnehaveklasselederne, der skal hjælpe de nye elever godt i gang med skolelivet, oplever en hverdag præget af voldelige hændelser.

61 procent af børnehaveklasselederne svarer, at de inden for det seneste år har været udsat for fysisk vold på arbejdet. Det er 8 procentpoint flere, end første gang lærerforeningen i 2019 spurgte til det.

Og det er markant flere end lærerne på de øvrige klassetrin. Her svarer 37 procent, at de har været udsat for vold de seneste 12 måneder.

Volden er i undersøgelsen defineret som angreb mod kroppen i form af fx spark, slag, skub, benspænd, kast med genstande, bid, niv, krads og spyt.

Det er voldsomt, at så mange børnehaveklasseledere oplever vold. Tallene kalder på, at skolerne har mulighed for hurtigt at reagere

Thomas Andreasen Formand for Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljø- og organisationsudvalg

Ifølge Børnehaveklasseforeningens formand Marianne Giannini afspejler tallene virkeligheden, som mange børnehaveklasseledere møder, når børn med meget forskellige forudsætninger starter i skolen.

”Vi modtager alle børn. Nogle kan næsten ikke skrive deres eget navn, mens andre allerede læser Harry Potter. Der er meget stor forskellighed i den børnegruppe, vi får, og det kræver tid, ressourcer og de rette kompetencer at skabe en hverdag, hvor alle børn kan lykkes,” siger hun.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på spørgeskemassvar fra lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen indhentet i januar og februar 2026. Spørgeskemaet er sendt til i alt 44.274 og 11.526 har svaret. Dermed er svarprocenten på 26 procent.

”Helt urimeligt at stå alene”

En stor del af børnehaveklasseledernes arbejde består i at gøre eleverne skoleparate.

”Vi skal hjælpe børnene med at forstå hinanden, rumme hinanden og blive en del af et fællesskab. Samtidig skal vi afdække, hvilke behov børnene har og sætte de rette indsatser i gang, så de er godt på vej, når de begynder i 1. klasse,” siger Marianne Giannini.

Hun understreger, at opgaven er særlig vanskelig, hvis børnehaveklasselederen står alene med ansvaret.

”Det er helt urimeligt at stå alene med en børnehaveklasse. Mange steder gør man det stadig, og det gør det sværere at skabe den hverdag, som børnene har brug for.”

Er der kommet mere vold i skolen?

Udviklingen andel børnehaveklasseledere der har været udsat for vold i perioden 2019 til 2026

Danmarks Lærerforening har spurgt lærerne siden 2019, om de har været udsat for vold inden for de seneste år. Blandt børnehaveklasselederne viser målingen en opadgående kurve.

Målingerne blandt lærerne i 1.-9. klasse har vist, at der var et fald i årene under og efter corona, men nu er niveauet tilbage på samme niveau som før corona.

Generelt viser undersøgelsen fra Danmarks Lærerforening, at lærerne i indskolingen (0.-3. klasse) er langt mere udsatte for vold, end lærere der underviser på mellemtrinnet og udskolingen. 52 procent af indskolingslærerne svarer i den nyeste undersøgelse, at de har været udsat for vold inden for det seneste år. Det samme gælder for 31 procent af lærerne, der ikke underviser i indskolingen.

DLF: Fokuser på forebyggelse

Skolestarten er en særlig sårbar periode, vurderer Thomas Andreasen, formand for Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljø- og organisationsudvalg.

”Overgangen fra børnehave til skole er en vigtig og glædelig milepæl, men det er også en stor omvæltning for mange børn. Samtidig oplever vi, at flere elever har behov for støtte, og at hjælpen ofte kommer for sent. Når skolerne ikke har mulighed for hurtigt at sætte ind med ekstra støtte, risikerer konflikter at vokse sig større,” siger han.

Ifølge Thomas Andreasen viser tallene, at der er behov for et stærkere fokus på forebyggelse allerede fra skolestarten.

”Det er voldsomt, at så mange børnehaveklasseledere oplever vold. Tallene kalder på, at skolerne har mulighed for hurtigt at reagere, når der opstår problemer, og at der er de nødvendige ressourcer til at skabe en tryg start for både elever og ansatte,” siger han.

Han peger på, at mange skoler allerede arbejder systematisk med forebyggelse, men at mulighederne ofte begrænses af manglende ressourcer og lange kommunale processer.

”Der er brug for, at skolerne har et beredskab og en systematik, så man kan lære af episoderne, sætte ind tidligt og give den nødvendige støtte til både elever og medarbejdere. Vold og trusler er ikke et problem, der forsvinder af sig selv.”

Forældre: Giv børnehaveklasselederne tid

Formand for Skole og forældre Regitze Spenner Ishøy er enig i, at der er brug for mere systematik omkring skolestarten.

”Det, som fylder allermest, er faktisk, at der ikke rigtig er tid nok til at lave det skole-hjem-samarbejde, hvor man kan tale om, hvorfor noget går galt, og hvad man kan gøre. Det er en af de store udfordringer,” siger hun.

Hun ville ønske, at børnehaveklasselederne havde mere tid til af få etableret forældresamarbejdet, som er så vigtigt for resten af skolegangen.

”Det er kommunikationen mellem skole og hjem, som forældrene kalder allermest på. Hvad er det, der sker? Hvad er det, der går galt? Og hvad kan vi som forældre gøre for at understøtte de gode relationer og det gode klassefællesskab?”

Hun peger også på, at der kan være en opgave i både børnehave og børnehaveklasse med at gøre det tydeligt over for forældrene, hvor meget klassefællesskabet betyder.

”Der er mange forældre, der går op i, hvad børnene kan, og hvad de ikke kan. Det gør de i bedste mening. Men vi skal også hjælpe forældrene til at forstå, at de relationelle kompetencer og fællesskabet er det vigtigste fundament for, at børnene lykkes, når de starter i skole.”

4 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Velkommen i skole: Der er mest vold i landets børnehaveklasser

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS