Lige så svært tilgængelig ny kompositionsmusik kan synes for nye lyttere, lige så let tilgængeligt er undervisningsmaterialet "Ny nordisk musik i skolen". Materialet lægger op til en skolekoncert for elever i 3.-5. klasse i Danmarks Radios koncertsal 10. september i forbindelse med Nordiske Musikdage 2010 og bliver dermed både en generel indføring i ny kompositionsmusik og en speciel indføring i de fem værker, eleverne kommer til at høre til koncerten - et værk fra hvert af de nordiske lande.
Til alle værkerne er der baggrundsinformation til læreren, en elevside med information og opgaver samt tilhørende lærervejledning med masser af praktiske anvisninger. Arbejdsformen er mest gruppearbejde i små grupper.
Ud over at være en forberedelse til koncerten er formålet at træne elevernes musikforståelse og deres musikalske skaben. Tre forskellige typer opgaver lægger op til dette: Associativ lytning, der lægger vægt på elevernes oplevelse af værket. Formal lytning, der giver anledning til at lære om musikkens elementer som for eksempel dynamik, lyde og klange. Og den skabende del, "I små komponisters værksted", hvor eleverne prøver egne musikalske ideer og muligheder af.
På en vedlagt cd er der korte eller længere uddrag eller hele satser af værket, der spilles til koncerten.
Materialet kan bruges af alle musiklærere - linjefag eller ej. Det er praktisk anlagt med mange rigtig gode konkrete anvisninger. Et spændende materiale, der også anerkender, at børn forstår med sanser og hele kroppen i de male-, tegne-, mime- og dramaøvelser, der er en del af materialets opgaver.
Ny nordisk musik i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.