Som formand for børne- og kulturudvalget vil Jane Findahl arbejde for at udvikle læringsmiljøer.
"Jeg synes, KL skal være krumtappen i at udvikle læringsmiljøer for børn fra 0 til 18 år. Det siger sig selv, at der skal være sammenhæng mellem det, børn har lært i daginstitutioner, når de kommer ind i skolen. Og så vil jeg arbejde meget intenst på at forsøge at undgå, at vi udskiller så mange børn og unge fra normalområderne", siger hun til folkeskolen.dk
Sammenhæng gennem hele børnelivet
Der skal sættes politisk fokus på, at kommunerne vil skabe større sammenhænge mellem institution og skole, mener Jane Findahl.
"Det har vi alle muligheder for at kunne gøre ude i kommunerne, og der er heldigvis også rigtig mange kommuner, der organiserer sig, så det bliver lettere".
Netop ved at skolerne bygger oven på det, som børnene har lært i daginstitutionerne, kan det undgås, at der udskilles mange børn fra normalområdet, mener hun.
Man må spare der, hvor der er penge at hente
Økonomien i mange kommuner er knap, der skal spares, og det betyder blandt andet, at der er nedlægges lærerstillinger rundt om i landet.
"Der er færre penge til de opgaver, vi skal løse, end der har været tidligere", konstaterer Jane Findahl, som ikke synes om situationen.
"Kommunerne fattes penge, og de kommuner, som skal ud og spare penge, er nødt til at gøre det på de områder, hvor der er medarbejdere. Det er på børne-, skole- og ældreområdet. Det er der, der er penge og hente".
Kommunernes udfordringer er ikke kun økonomiske, der er også store rekrutteringsmæssige udfordringer på vej, pointerer hun.
"Hvordan håndterer vi den situation at vi på den ene side har økonomiske udfordringer, men ved, at vi også har store rekrutteringsmæssige problemer lige om lidt. Det er i høj grad et spørgsmål, som KL skal arbejde med. I stedet for lind udhuling, som man kan kalde det, at man i dag skærer ned, hvordan kan vi så på en helt anderledes måde prøve at se på, at de mennesker vi har, skal vi ikke frivilligt give afkald på?" siger hun.
Respekt for at børn lærer forskelligt
I jobbet som formand for børne- og kulturudvalget kan Jane Findahl trække på sine 12 års erfaring som formand for børne- og ungdomsudvalget i Fredericia Kommune. Her har hun blandt andet arbejder for, at der i kommunen arbejdes med alsidig pædagogik og en accept af, at alle børn lærer forskelligt.
"Det handler om læringsstile, men det handler også om en struktur og en organisering af vores skoler, der gør, at børn får mere motivation for at lære", siger hun og fremhæver blandt andet Fredericias mange profilskoler.
Der er for eksempel skoler, som har en international profil, nogen fordyber sig i innovation og det at få nye idéer, og der er skoler med fokus på it, idræt, musik og drama, eller naturvidenskabelige fag.
"Det er i respekt for, at vores elever er meget forskellige. Men uanset, at man lærer forskelligt, skal man stadig bevare lysten til at lære", siger Jane Findahl.
Ny formand for KL’s børne- og kulturudvalg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.