Der står stadig ’Sløjd’ uden for værkstedet på Skelgårdsskolen. Men det er også et fint gammelt messingskilt, og eleverne er ikke i tvivl om, at de har håndværk og design. Der er god plads i det store træværksted, hvor fire kvadratiske høvlebænke i hver sin farve tager midten og væggene har langborde med dekupørsave, malerborde, højskabe, brændere og søjleboremaskiner. I et lille ekstralokale med glasvæg står rundsav og tykkelseshøvl, båndsav og drejebænk, og i endnu et lokale er der plads til arbejde i bløde materialer og ideudvikling. Til hver høvlebænk hører et skab i samme farve med farvemærket værktøj. 3.e har kun været her to gange før, men de har forstået systemet, og de virker næsten hjemmevante.
”Det er allerede blevet mit yndlingsfag, for vi får lov til at lave alt muligt andet end bare at sidde ned”, fortæller Freja, som er i gang med at væve på en lille håndvæv. Sidste gang gjorde hun sin plade klar til at lave string art, og det er det, Axel er i gang med nu.
Hans øjne lyser. Hans lærer Ingrid Bianco Petersen er ved at forklare ham, hvordan han skal holde boremaskinen ligesom en pistol, og hvilke ting han og de to andre børn ved høvlebænken skal være opmærksomme på, når de bruger den. Med på en gang rolige og hurtige bevægelser viser hun, hvordan knappen på siden får boret til at dreje to veje, og hvordan de kan skifte batteriet, når det er fladt.
Læs også
”Jeg har sat tape på boret, så I kan bare bore helt i bund, så passer det”, forklarer hun. Hun holder boremaskinen sammen med Axel i det første hul på pladen, så han har styr på greb og vinkel, og så fortsætte han selv. Efter fem huller ser han op med et stort grin: ”Det er et fedt fag. Jeg kan godt lide alt det vi laver med træ og stof. Og det her, det er det allersjoveste”.
Eleverne nyder at bruge hænderne
Der er ikke et øjeblik, hvor der ikke er en elev eller en medhjælpende kollega, der spørger om noget, et stykke værktøj, der skal spændes eller en ny proces, der skal forklares. Men Ingrid Bianco virker på ingen måde stresset.
”Jeg elsker at undervise i håndværk og design. Jeg får lov til at lege, og det samme gør eleverne. Hvis vi finder en fed ide, så er det bare at gå i gang, og hvis jeg ikke har prøvet det før, så løser vi det alligevel”, siger hun.
Hun har undervist i faget i 12 år, og en stor del af tiden har hun haft alle sine timer i håndværk og design. I år har hun alle fire 3. klasser plus hold på 6., 7. og 8. årgang, og så et par timer i matematik fordi skemaet skulle gå op.
”Det kan godt være, at jeg løber stærkt og får sved på panden. Man er jo max på hele tiden, og kan man ikke lide dét, skal man ikke vælge det her fag. Men jeg hygger mig, og jeg glemmer lidt, at det er arbejde. Sådan har jeg det ikke i de andre fag”.
Håndværk og design er ubetinget hendes yndlingsfag, og hun ved godt, at mange af eleverne har det på samme måde.
”Børnene vil faktisk rigtigt gerne faget, og jeg er meget sjældent negative børn. Selvfølgelig kan der godt være bøvl med 6.-klasser i puberteten, men langt, langt de fleste nyder bare, at de ikke skal sidde stille, at de må snakke med hinanden, når de har lyst, og at de kan fordybe sig i ting, bruge deres hænder og være kreative. Det er der alt for lidt af i skolen ellers”.
Lige nu har hun alle tre 3.-klasser, for hun vil gerne sikre sig, at de får en god start, og hun har flere gange oplevet, at 3. klasse ikke bliver prioriteret i skemalægningen, så de ikke har tid i værkstedet eller har en lærer, som ikke er uddannet. Lige nu er de syv lærere på skolen, der underviser i håndværk og design, og kun to af dem har linjefaget.
”Jeg har gode og dygtige kolleger, men der er stor udskiftning, og det er svært at sikre progressionen, når det er forskellige lærere, der er på, og mange ikke er uddannet i faget”.
For kompetent til efteruddannelse
Ingrid Bianco Petersen startede oprindeligt på Den frie læreruddannelse i Ollerup, men gik lidt kold i faget efter et års praktik, som blev til et vikariat på en københavnsk folkeskole. I stedet gik hun i lære som møbelsnedker.
”Jeg stod i lære hos Klassik i Bredgade og Gribskov Inventar, gik højgravid til svendeprøve i 2010. Men med et barn ville jeg gerne have fri, når hun havde det, og en veninde sagde, at der manglede sløjdlærere. En halv læreruddannelse fra Ollerup kunne jeg jo ikke bruge, så jeg fik meritoverført de pædagogiske fag og læste til lærer med linjefag i natur/teknik, billedkunst, dansk og matematik om aftenen på KDAS, mens jeg arbejdede som snedker om dagen”.
Skelgårdsskolen var med i et tidligt forsøg med at skabe det nye fag håndværk og design, og der blev hun ansat til at hjælpe med at sætte det i værk.
”Det var ret spændende at være med til, og interessant at have en lille smule indflydelse på, hvordan faget kunne blive. Vi startede også frivillige valghold op, så jeg har taget elever til prøve, tre år før det blev obligatorisk. Det var en anden undervisning, fordi de selv havde valgt det, så vi byggede skaterramper og læsehuse. I dag er faget mere orienteret mod prøven fra begyndelsen”, siger hun.
I de 12 år, hun har undervist i faget, har hun mange gange ønsket at få linjefaget, for hun savnede bedre kompetencer i de bløde materialer, men der var hele tiden kolleger, som havde mere brug for faget. Men efterhånden som hun også blev fagkonsulent i kommunen og holdt kurser for andre lærere i kommunen, syntes hun ikke det kunne blive ved med at være fair.
”Min leder blev ved med at sige, at jeg var for kompetent til at jeg måtte få faget. Jeg kunne godt forstå det, men jeg sagde også, at jeg syntes det var lidt tarveligt. Og til sidst fik jeg lov til at få det, og nu er det et halvt år siden, at jeg afsluttede faget”.
Ingrid Bianco Petersen er på ingen måde imponeret over, hvad linjefaget indeholdt.
”Det er alt for meget selvstudium, der bliver fulgt for lidt op på det, man skal læse. De andre studerende og underviserne var søde og sikkert også dygtige, men man lærer alt, alt for lidt med mindre, man selv kan en masse i forvejen og bruger rigtigt meget tid selv. Jeg valgte at gå all in og bruge en masse tid på at lære nye ting, og det kræver det virkelig”.
Du skal helt klart bore igen
Syv minutter før det ringer, siger Ingrid Bianco til elever og kollega, at det er tid til at rydde op, og eleverne bærer deres arbejder ind i deres klasses skab og lægger værktøjet på plads i de farvekodede skabe, hvor hvert stykke værktøj har si optegnede plads.
”Skal vi sætte snore på næste gang?”, spørger en elev, og Ingrid nikker. Han kigger på det mønster, han har designet på papir til sin stringart plade, og som han skal genskabe med farvet garn på de søm, han har banket i pladen efter at have forboret hullerne. ”Må vi bruge boremaskinen igen?”.
Ingrid Bianco smiler. ”Måske ikke lige næste gang. Men du kommer helt sikkert til at bruge den igen”.
Ny faglig rådgiver: Jeg elsker legen i værkstedet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.