Gyldendals system 'Ny biologi 1-4', hvoraf 2. modul foreligger nu, er beregnet til den obligatoriske biologiundervisning i 7. og 8. klasse. Systemet er ikke mærket med klassetrin og tænkes anvendt fleksibelt inden for begge skoleår.
Grundbogen er delt i tre hovedafsnit: 'Du og din krop', 'Du og din omverden' og 'Pas på dig selv'. I hvert overordnet problemfelt behandles en række temaer; forfatteren starter så at sige inde i den enkelte og bevæger sig ud til den nære sociale virkelighed. Bogens behandling af emnerne skrider frem i en logisk rækkefølge fra traditionelt biologisk stof som kredsløb, muskler og skelet til sanser, hjerne, adfærd, sundhed, sygdom og sex. Det sidste afsnit, der handler om graviditet og prævention, syg af sex, stofmisbrug, tobak og spiritus, rundes af med sygdom og død, rask og sund.
Teksten er velskrevet. I de afsnit, hvor det er relevant, rettes sproget direkte til den unge, vedkommende uden at blive pjattet og kunstigt. Fotos og tegninger er af høj kvalitet og støtter teksten, der generelt er struktureret med et afsnit per dobbeltside. Tekst og illustrationer veksler med anderledes farvede rammer med uddybende information.
Det sidste hovedafsnit vil være en stor hjælp til undervisning i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Bogen giver en ærlig og grundig information, der kan give anledning til berigende diskussioner. Til sidst findes et minilex og et stikordsregister.
Et par enkelte missere er der dog. I bogens indledning 'Det handler om dig' gøres en del ud af, at den unge læser ikke skal have komplekser over eget udseende. En sympatisk indgang til at arbejde med grundbogen. Men hvorfor står der så senere 'Så er det rart at have pæne hvide tænder', og hvorfor er her så mange fotos af meget smukke og fejlfrie unge mennesker og hvide tandsæt?
Arbejdsbogen er et lille engangshæfte på 32 sider. Grundbogens dobbeltopslag repeteres og uddybes på en side. Her er dog også 'Undersøg selv', der lægger op til den enkelte elevs selvstændige arbejde i klassen eller hjemme, og 'Kan du finde ud af det', der lægger op til en uddybning af emnet.
I den tykke 'Lærerens bog' er hvert enkelt af grundbogens afsnit grundigt gennemgået. Her gives relevante oplæg til diskussioner, uddybende temaarbejde og forsøg. Hvert afsnit afsluttes med en mediaoversigt.
I lærerbogen sammenholdes 'Ny biologi 2' med læseplanen for biologi og andre fag, systemet kan anvendes i. Bag i 'Lærerens bog' findes 20 kopisider, der støtter og supplerer arbejdet i grundbogen, facitliste til arbejdsbogen og et hovedregister, der både omfatter grundbog og lærerbog.
Et stærkt undervisningsmateriale!
Ny biologi 2
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.