Lærerne skal undervise knapt en lektion mere om ugen og påtage sig opgaver svarende til 18 timer, som der tidligere blev afregnet for. Det kan være opgaver som pædagogisk udvikling og skoleårets planlægning, oplyser kredsen. Aftalen kommer til at koste 15 fuldtidslærerstillinger. Reduktionen i antal af lærerstillinger skal om muligt gennemføres ved naturlig afgang, fortæller kredsformand Henrik Hansen. "I alt er der tale om 6,3 millioner kroner, der nu enten kan gå i kommunekassen eller bruges i folkeskolen. Vi er i gang med at udarbejde et forslag til kommunen, om hvordan pengene kan gøre nytte i folkeskolen til brug for støttelærere i forbindelse med inklusion, tolærerordninger og andet", siger Henrik Hansen. Forslaget skal ligge klar til et møde omkring midten af marts. "Vi mener stadig, på trods af den udvidede undervisningsforpligtelse, at A08 aftalen er et solidt og fleksibelt grundlag for arbejdet i folkeskolen. Den indgåede aftale giver stadigvæk lærerne et professionelt råderum og et selvstændigt ansvar for undervisningsopgaven. Aftalen giver også lederne mulig-hed for pædagogisk ledelse og er samtidig et fleksibelt ledelsesværktøj". Kredsen anbefaler lærerne, at de sammen med deres team og med lederne drøfter de fælles forvent-ninger, der er til opgaverne i den nye aftale. Det skal ske i lyset af, at lærerne får næsten to timer mindre om ugen til rådighed til forberedelse, forældresamarbejde og teamsamarbejde.
Ny arbejdstidsaftale i Guldborgsund
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.